Jean Rollin stod bag Frankrigs første bloddryppende gyserfilm. Dette startede helt tilbage i 60'erne, og Rollin laver stadig blodige film den dag i dag. The Living Dead Girl fra 1982 er et bekendtskab, som nok vil skille vandene. Enten bliver man nysgerrigt hængende, eller også slukker man med det samme, med et hånligt grynt og en rysten på hovedet. Jeg blev hængende, for jeg kunne se, at der her var noget af filmhistorisk interesse og med skjult skønhed.

Det etablerende billede af kemikaliefabrikken, videnskabens følelseskolde repræsentant, lægger stemningen, og straks er vi i gang med filmens handling. Det yderst velbevarede lig af Catherine Valmont vækkes til live, da slyngelagtige typer gemmer kemisk affald i hendes chateus familiekrypt. Et jordskælv vælter tønderne, der lækker og dræber en af slynglerne med det samme. En anden får sit ansigt ætset af, inden den udøde Catherine gør det af med ham.

Allerede i de første scener leverer Rollin et festfyrværkeri af blodige effekter. En forvirret udød rejser sig fra sin grav for at vandre formålsløst rundt, kun drevet af en svag erindring om, hvem hun er. Ledsaget af smuk musik går den udøde Catherine på opdagelse i det liv, hun havde engang. En gyngehest, en spilledåse og gamle billeder bringer stumper af hendes fortid frem, og gennem filmen finder Catherine langsomt og døsigt ud af, hvem hun er.

Ved et tilfælde kommer hun i kontakt med sin hjerteveninde Helene. En lamslået Helene haster til Catherines familie-chateu, som hun finder fuld af lig, blod og med en bloddækket, meget levende Catherine gemt i krypterne. En gammel kærlighed mellem de to veninder vågner her til live igen, og Helene dedikerer sig til at holde liv i sin udøde veninde, koste hvad det vil. Helenes kærlighed er nemlig større end bare venindefølelser. Der er elskov mellem de to, og ingen udåd er for ond for Helene. Hun vil holde liv i sin elskede, koste hvad det vil. Hun giver sig i kast med at lokke ofre til sin elskedes krypt, for Catherine har brug for at fortære levende menneskekød for at holde sig i live. Et amerikansk par, Greg og Barbara, som er på foto-ferie i det franske, kommer på sporet af Catherine og forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Dette fører dem til chateuet, hvor et bloddryppende og dramatisk opgør venter.

Francoise Blanchard spiller den levende døde Catherine uden den store skuespillerindsats. Rollen er delvist zombie-agtig og kræver stort set kun nøgenhed og stor forvirring. Men den djævelske blanding af erotik og sløvsind har sin egen ondskab. Catherine har aldrig bedt om at blive genoplivet og forstår først rigtigt til sidst, hvilken situation hun er havnet i. Faktisk er ”Living Dead Girl” en tragisk skikkelse. En udød, der magter at filosofere over sin eksistens.

Rollin producerede ved siden af sine ”lødige” filmproduktioner også soft- og hardcore-porno. Disse finansierede resten af hans arbejde, men stilen går igen i hans gyserproduktioner. Specielt en scene i The Living Dead Girl, hvor en ung pige oversprøjtes med sin kærestes blod, er en direkte pendant til pornogenrens ”cum-shots”. Det er sådanne slibrige detaljer, man skal kunne acceptere og se igennem med for at kunne se det kunstneriske i Rollins udtryk. Tilfældig nøgenhed og sex blandes med gys, gru og blodig død. Alt sammen med en kunstnerisk tone, der gør, at det føles af mere end bare en billig måde at lokke folk i biografen på. Sensualiteten og det makabre går hånd i hånd. Nekrofilien er svær at overse midt i de mange lig og den markante seksualitet. Men i stedet for bare at virke slibrigt, bliver det til en del af filmens kunstneriske udtryk. Det er surrealistisk og mareridtsagtigt, mere end det er simpel exploitation.

Dialogen i The Living Dead Girl er simpel, og fortællingen uden de store krumspring. Jeg vil endda sige, at simpel er et for pænt ord. I stedet skal man lede efter skønheden i Rollins kameraarbejde og i det faktum, at til trods for filmens billige effekter med gys, blod og indvolde, så har den en poetisk og kunstnerisk sjæl.

Musikken i The Living Dead Girl er et kapitel for sig. Det er et virkeligt smukt eksempel på europæisk filmmusik fra 80'erne. Philipe d'Aram rammer stemninger og scenerier perfekt med sin musik. Det, kombineret med Rollins smukke kameraarbejde og de fantastiske scenerier, han har fundet til sin film, gør den til noget ganske specielt. Rollins kamera kæler for de blodige detaljer og tager sig ikke af, om effekterne er vellavede eller en sølle omgang makeup. Rollins version af gyset bruger de typiske gyseremner til at skabe poesi omkring hans billeder. Det er billederne, der kommer i første række, snarere end historie og dialog.

Konklusionen må være, at Jean Rollins filmunivers er en filmoplevelse af den ekstraordinære slags. Om den er en nydelse, vil nok være et individuelt spørgsmål, men det står helt sikkert, at det i hvert fald er en oplevelse.