En håndfuld Tokyo-gangstere hænger ud på en bar i Okinawa. De er langt fra deres distrikt, men der er ikke umiddelbart nogen fare, så de nyder deres drinks. En gruppe unge mænd i jakkesæt er måske værd at holde øje med. Og så brager skuddene. En gruppe undseelige turister åbner pludselig ild, og Tokyo-yakuzaen svarer igen. Alle står som naglet til jorden, mens skuddene runger gennem barlokalet og hovederne på publikum.

Scenen udspiller sig i det mesterlige gangsterdrama Sonatine fra 1993 og er kendetegnende for den japanske filmkunstner Takeshi Kitanos særligt tilbageholdende måde at lave film på. Lange statiske og rolige passager afbrudt af pludselige eksplosioner af vold og lemlæstelse. Ofte af uventet art eller fra en kant, man ikke regner med. Efter en række økonomiske fiaskoer i hjemlandet fik Kitano først sit gennembrud i vesten med strømerfilmen Hana-Bi - Blomster og ild (Hana-Bi, 1997), en slags (bedre) remix af debutfilmen Violent Cop (Sono otoko, kyôbô ni tsuki, 1989). Første gang, Kitano havde yakuza-gansterne i klemme i klaptræet, var med ungdomsgangsterdramaet Boiling Point (3-4 x jûgatsu, 1990), og selvom både Violent Cop og Boiling Point er fremragende film, skulle det først blive med Sonatine, at manden leverede sit første mesterværk. Sonatine. Alene titlen klinger lyrisk og drømmende. Og selv om der ganske rigtigt er tale om en til tider smuk og poetisk film, er værket på ingen måde bange for at vise modbydelig, afstumpet vold og mikse den med billedskønne passager og tør, lakonisk humor.

Handlingen udspilles omkring den desillusionerede, men professionelle og skånselsløse yakuza-gangster (spillet med stenfjæs, de sædvanlige tics og hjulben af Kitano selv) Murakawa. Træt af gangsterlivet og den evige, altomsluttende angst drømmer han om at trække sig tilbage. Ren utopi naturligvis. Alligevel sker der noget, da Murakawa og hans folk sendes fra Tokyo til Okinawa. Angiveligt for at mægle mellem to parter, men snart går det op for gangsterne, at de skal ofres som brikker i det større spil. Mens de venter og håber på en løsning, holder de lav profil i et hus på stranden, hvor de på besynderlig vis genfinder livsgnisten ved at... lege. Samtidig føler Murakawa sig forrådt og planlægger en blodig hævn mod sin gamle gangsterchef.

Sonatine når med Another World Entertainments udgivelse langt om længe vores breddegrader - og den danske biografdistribution skulle skamme sig over at overse en film af denne kaliber... og det tæller altså ikke, at den svenske kopi af filmen faktisk nåede over Øresund for en kort bemærkning. Filmen er et fuldkomment auteurmesterværk af den slags, man kunne forvente fra en Melville, en Truffaut eller en Godard. Spillet, skrevet, klippet og instrueret af multitalentet Takeshi Kitano selv. Den kølige atmosfære og sitrende, eksistentielle angst, der omgiver personerne, er som skåret ud af Jean-Pierre Melvilles fransk-italienske Ekspert i drab (Le Samourai, 1967), en beslægtet mesterlig film om en brutal, nådesløs kriminel, der er eksistentielt paralyseret af den evige frygt, der gennemsyrer alle lag af den kriminelles liv. Og i Sonatine er angsten lige så evigt nærværende som i Ekspert i drab. Og som publikum griber man desperat ud efter noget at holde af eller smile af. Og det er der heldigvis også. For holdt op imod den modbydelighed, der kendetegner de kriminelles levevej, kan deres hverdagssysler og de stille perioder nemlig ikke undgå at få et komisk, uvirkeligt og næsten surrealistisk skær. Kitano understreger dette ved at dvæle ved mellemstykkerne, inden livet næste gang er på spil, og der kastes terninger om, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Og faktisk gør disse passager, med deres melankoli og underspillede humor, lige så stort indtryk som de voldsudbrud, der med garanti vil få én til at hoppe i lænestolen. Se bare den knap fem minutter lange sumobrydningsmontage, hvor gangsterne klipper små papirsumobrydere ud til deres lille spil. Men da de keder sig, bruger de sig selv som figurer på den åbne strand. Perfekt akkompagneret af komponisten Joe Hisaishis flotte score. Ren filmisk nydelse og med garanti en sumoscene, du aldrig glemmer.

For undertegnede er Sonatine noget, der ligner den perfekte film. På intet tidspunkt føles form eller indhold forceret, og det er forbløffende, at filmen på én gang fremstår så stramt komponeret og alligevel henkastet. Det kræver et utroligt talent at få den slags langsomt bevægende og dvælende film til at gå op i en højere enhed. Ikke et eneste forkert klip. Ikke en eneste frame for meget eller for lidt. Den smukke cinematografi, der mest består af en håndfuld statiske billeder strøet ud over en scene, lader det være op til publikum at kæde begivenhederne sammen. Uden at det føles irriterende, for man fylder ubesværet hullerne ud. Men selvom Sonatine er smuk, minimalistisk og tilbageholdende som et åndedræt, der venter på, at noget skal ske, er den samtidig et rent studium i dødsdrift og selvudslettende, eksistentiel angst. I samtlige af filmens voldsscener fryser modstanderne midt i den eksplosive vold. Lænket til stedet af deres skæbne eller måske et dødsønske om, at modstanderen for én gangs skyld sigter ordentligt, og kuglen vil gøre en ende på den evige angst. Modstanderne kaster sig ikke omkring i slowmotion for at undgå kugler som hos John Woo, og der klippes ikke til labre detaljer og vilde nærbilleder som hos Wachowski-brødrene. Faktisk filmes voldsscenerne på samme uimponerede og registrerende måde som alt andet i Takeshis univers. Og derved bliver de desto mere foruroligende og overbevisende.

Alt efter smag og behag kan det være nødvendigt at skrive sig bag øret, at Sonatine er en relativt afdæmpet sag. I hvert fald hvad angår de altfavnende melodramatiske følelser, der normalt hører til på det store lærred. Filmens karakterer viser sjældent, hvad de føler, og filmens vold portrætteres nøgternt og køligt uden stillingtagen til retfærdighed, eller om det viste føles rigtigt eller forkert. Så er man ude efter et hurtigt kick eller et nervepirrende rush, er det da også lettere at lade sig besnære af andre og lettere tilgængelige film. Tarantinos Håndlangerne (Reservoir Dogs, 1992) byder på uforglemmelig cinematisk cool, Woos Bullet in the Head (1990) er bragende flot fortalt og ren æstetisk nydelse, og Manns Heat (1995) byder på store følelser, massiv opstabling af skuespillerkarisma og en morale, der er til at tage og føle på. Forbrydelse betaler sig ikke. Men ægte langtidsholdbart uden et eller andet lille men er det altså ikke. Og det er her, at mindre film som Sonatine efter et årti i glemmebogen igen glider i front. Filmens smukke og afdæmpede fortælling om manden, der mister alt det, han slet ikke vil have, er lige så vedkommende og sært rørende som den dag, filmen blev skudt, og de statiske tableauer, filmen leverer som brikker i et underfundigt puslespil, kan man til stadighed vende tilbage til og få noget nyt ud af ved hvert gensyn. Undertegnede er ikke et øjeblik i tvivl om, at Takeshi Kitano med Sonatine har skabt 90'ernes måske allerbedste gangsterfabel. Og for det kvitterer uncut med fem forgyldte videokassetter.