Tv-serien Invasion begynder - som en roman af Nuser - med ”en mørk og stormfuld aften”. Orkanen Eve rammer lillebyen Homestead og forvandler den ellers så fredelige by til et kaos, der efterlader indbyggerne uden strøm og vand i ugevis. Uvejret koster menneskeliv, og for de overlevende – nogle af dem i al fald – er tilværelsen ikke længere den samme bagefter. Vi følger to sammenvævede familier i ugerne efter tragedien: Russ, som har to børn – Jesse og Rose – og er gift med tv-journalisten Larkin, og hans ekshustru Mariel, moderen til Jesse og Rose, som er læge, gift med Homesteads politimester Tom og bor sammen med dennes teenagedatter, Kira. Endelig er der Dave: arbejdsløs ølentusiast, ihærdig blogger med hang til sammensværgelsesteorier – og bror til Larkin.

Under orkanen blev Mariel fanget i stormen og dukkede næste morgen op, nøgen og bevidstløs i en af Homesteads mange vandområder uden nogen erindring om, hvad der var hændt hende. Bagefter har hun udviklet en besynderlig fascination af vand. Det samme skete for flere af byens indbyggere, der efterfølgende går sammen i en ”survivors group” – organiseret af Homesteads pastor, fader Scanlon – i håb om at lægge den rystende oplevelse bag sig. Bekymret konstaterer den lille Rose, som under stormen så kaskader af lys falde fra himlen mod vandet i ly af orkanen, at mor Mariel ikke længere er helt den samme. Og da Dave under en sejltur på floden finder et skelet med mystiske antenner stikkende ud af kroppen – et skelet, der kort tid efter bliver stjålet fra ham – begynder han at lægge to og to sammen og indvier den skeptiske Russ i sin teori om, at ikke-jordiske væsner er på spil.

Mystikken breder sig, idet nogle af orkanofrene på hospitalet viser sig at have identiske sårmønstre på kroppen. Da Jesse – efter at være kommet til skade under udforskningen af et gulligt lys i en autocamper, som stormen har fejet ud i vandet – modtager en blodtransfusion med blod fra Mariel, slår blodtilførslen ham næsten ihjel. En soldat fra luftvåbenet, som angivelig skulle være på mission i udlandet, dukker pludselig op i såret tilstand på hospitalet – og da han dør, hentes hans lig i al hast af militæret. Sagen om soldaten får nyhedsreporteren Larkin til at fatte mistanke til militæret, og imens forsøger Russ at finde ud af, hvilken rolle hans ekskones mand – politimesteren Tom – spiller i begivenhederne efter orkanens hærgen.

Hvad skete der egentlig på uvejrsnatten? De 22 episoder kredser om dette spørgsmål, og der er vitterligt tale om episoder – frem for afrundede afsnit – hvor hver tilføjelse til serien som et kapitel i en bog bringer os nærmere en løsning på mysteriet. At en form for invasion fandt sted med orkanen som afledningsmanøvre, og at Tom ikke har rent mel i posen, vil stå åbenbart for seerne i løbet af kort tid, men det spændende er naturligvis heller ikke, om byen blev invaderet, men hvordan, hvorfor – og af hvem. I besvarelsen af disse spørgsmål er Invasion konsekvent spændende og forgrener sig undervejs, som forbilledet Strengt fortroligt (The X-Files, 1993-2002), i en række mindre mysterier, der bidrager til det samlede puslespilsbillede. Hver episode har typisk sin egen minihistorie, som i afsnit fire, Alpha Male, hvor en flok bavianer, der tilsyneladende bærer på en smitsom, dødbringende virus, bryder ud af et forsøgscenter. Eller episoderne 16-18, der fortæller den til tider næsten slasher-film-lignende historie om to ustabile teenagere på flugt, Derek og Christina. Men samtidig sørger serien for at forfølge lange, narrative forløb, der spænder over flere afsnit og får serien til at fremstå som en helhed, ikke kun som en serie spændende enkelthistorier. Man vil formentlig hurtigt blive hooked på seriens publikumsvenlige form, som bl.a. indbefatter masser af nervepirrende – meget nervepirrende! – cliffhangers og en lidt pudsig, men effektiv brug af fortekster, idet Invasion-logoet lidt særpræget afbryder handlingen adskillige minutter inde i hver episode – typisk med ominøs baggrundslyd og Homesteads hemmelighedsfulde vand på billedsiden.

Serien er, hvad man kunne kalde emotionelt tung – dog uden at følelsestætheden virker kunstig, som det ellers ofte er tilfældet i tv-dramatik. De to familiers skiftende følelsesliv – Jesses og Roses forhold til deres forvandlede mor, Russ' forhold til Tom, Jesses forhold til Kira, Kiras forhold til Tom, Mariels forhold til Tom, osv. – er konsekvent i fokus, og alle skal igennem utallige opgør og forsoninger undervejs. Det vendes og drejes, hvordan alle har det med alle, og serien byder også på en del gentagelser. For eksempel virker det lidt frustrerende, at Dave mere end 15 episoder inde i serien stadigvæk forsøger at overbevise en skeptisk Russ om muligheden af en ruminvasion. Sådanne gentagelser fremstår naturligvis klarere, når man – som undertegnede – ser alle 22 episoder med kort tids mellemrum, og de er givetvis ikke mindst medtaget af hensyn til seere, der ikke har været med fra starten. Fokuset på familierelationer er mest fremtrædende i seriens begyndelse, mens de senere episoder har en tendens til at blive mere action-orienterede. Truslen, som hænger over de to familier og Homesteads indbyggerskare, bliver konkret, da vi første gang ser et af seriens meget imponerende, rokkelignende, orange rumvæsner håndtere et offer under vandet – i en scene, der virker så meget desto mere rædselsvækkende, fordi den er helt nøgtern. Faktisk kan Invasion være temmelig grum, hvilket også modvirker, at serien går hen og bliver alt for pussenusset. De to sidste episoder, Round Up og The Last Wave Goodbye, er især barske – ikke så meget på grund af, hvad de viser, men fordi de (i al fald i min bevidsthed) rummer ubehagelige historiske associationer.

Uanset, om dramatikken er af den kontante, hårdtslående slags eller udspiller sig i følelseslivet, er den fængslende at overvære. Pacingen er knivskarp, og skuespillerne er overordentligt vel-castede; man føler med de forskellige figurer undervejs. Specielt Evan Peters som Jesse og William Fichtner som Tom – nok seriens sværeste rolle at spille på grund af dens skiftevis sympatiske og intimiderende karakter – fortjener at fremhæves, men skuespillet er som sagt godt over hele linien. Den (i 2005) 8-år-gamle Ariel Gade er også et fund som den lille Rose. Kvaliteten er således overordnet meget høj. Invasion er blevet beskrevet som den bedste science fiction-serie siden The X-Files, og jeg har i og for sig ingen indvendinger imod betragtningen. The X-Files var intelligent og fuld af overraskende vinkler på virkelige, historiske mytologier og paranormale legender. Historien i Invasion er derimod, grundlæggende, nøjagtigt den samme som i den mere end 50-år-gamle Invasion of the Body Snatchers (1956) og dens mange efterligninger – men den fremstår mere frisk og vedkommende, end den har gjort i mange, mange år. Jeg levede, mens jeg gennemså bokssættet, med seriens figurer i en tre ugers tid og var personligt helt nedtrykt, da serien sluttede. I øvrigt med en slutning, som jeg aldrig, aldrig nogensinde vil tilgive manuskriptforfatterne for at have hittet på. Den skriger på en ny sæson af serien, og hvis en sådan nogensinde ser dagens lys, skal jeg i al fald stensikkert nok sidde klistret til skærmen på ny.

Warners bokssæt Invasion: The Complete Series inkluderer alle 22 episoder fordelt på 6 DVD'er.