Det er efterhånden ved at være umindelige tider siden, Tobe Hooper sidst diskede op med en ordentlig kvalitetsgyser. Mesterværket Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre) fra 1974 retfærdiggør måske nok stadig en vis ærbødighed i omtalen af den fallerede instruktør, men med så skidte film som Maskinen (The Mangler, 1995), Brandmærket (Spontaneous Combustion, 1989) og det forholdsvis svage indslag i Masters of Horror-serien Dance of the Dead (2005) på resumeet, skal der snart helt nye og anderledes boller på suppen, hvis der skal være det mindste håb om at redde Hoopers minde som kapabel gyserinstruktør. Det seneste udspil fra Onkel Hooper formår dog ikke at vende den nedadgående formkurve, selvom han holder sig på behørig afstand af tidligere tiders helt katastrofale hjerneblødninger.

Mortuary er en film, der sætter sig solidt mellem adskillige stole. Historien kan vel udmærket betegnes som en uskøn blanding af elementer fra så forskellige film som De levende døde (Night of the Living Dead, 1968), Castle Freak (1995) og Phantoms (1998), tilsat et (påklistret) stænk inspiration fra gode gamle H. P. Lovecraft. Hvis nu Hooper havde valgt at fokusere på blot et enkelt eller to af disse elementer, kunne der såmænd godt være kommet en ganske habil ungdomsgyser ud af det, men i stedet er resultat blevet noget værre rod.

Historien følger Leslie Doyle, der efter sin mands død har foretaget et brat karriereskift og fået arbejde som bedemand(-kvinde?) i en mindre by. Sammen med sine to børn, den handlekraftige teenager Jonathan (Dan Byrd, som man måske vil genkende fra Alexandre Ajas The Hills Have Eyes, 2006) og bettepigen Jamie (Stephanie Patton), flytter Leslie ind en alvorligt faldefærdig ejendom – en ejendom, som de lokale naturligvis kan fortælle mange uhyggelige historier om. Det viser sig da også snart, at huset og kirkegården har en uhyggelig fortid, og at de forrige ejers deforme og retarderede søn Bobby (Price Carson) stadig holder til i de mørke, underjordiske katakomber. Derudover skjuler kirkegården også en port lige lukt ned til et underligt helvedesvæsen, der kan forvandle folk til zombieagtige galninge ved hjælp af, hvad der vel bedst kan beskrives som en slags hastigt voksende, begsort skimmelsvamp.

Enkelte spændingsfyldte scener og et par halvsmattede effekter bliver det da til undervejs, men generelt er der desværre tale om en rodet og uinteressant film, der ikke formår at skabe tillid til, at Onkel Hooper er i stand til at hive noget op af godteposen, der kan hamle op med tidligere bedrifter som Eaten Alive (1977), Lifeforce: Livsfarlig Invasion (Lifeforce, 1985) og, selvfølgelig, den uomgængelige Motorsavsmassakren.