Udvidet søgning
REAR WINDOW
USA, 1998
Instruktion: Jeff Bleckner
DK-titel: Skjulte øjne

Produktion: Hallmark Entertainment / Cambria Productions / Haft Entertainment
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [04/06/07]

Skønt grafikken på Criterion Films DVD-udgivelse præsenterer indholdet som ”Alfred Hitchcock's Skjulte øjne”, er der faktisk tale om tv-remaket fra 1998, som Hitchcock af gode grunde ikke havde det fjerneste med at gøre. De færreste vil dog nok være i fare for at forveksle de to, og skulle man alligevel komme i tvivl, har Criterion været redelige nok til at sørge for en lille præcisering nederst på forside-coveret, hvor det fremgår, at der er tale om en genindspilning.

Et voldsomt trafikuheld forårsaget af en ansvarsløs bilist efterlader arkitekten Jason Kemp lam fra halsen og nedefter. Efter seks måneder udskrives han fra hospitalet og genoptager straks arbejdet med et bygningsprojekt, som hans kollegaer i deres chefs månedlange fravær ellers havde overdraget til den talentfulde, unge arkitekt-go-getter Claudia (Daryl Hannah). Jason beslutter at samarbejde med hende om projektet, men viser sig hurtigt at være mere interesseret i at overvåge nabobygningens beboere ved hjælp af et arsenal af teknologisk isenkram. Fra sin kørestol betragter Jason sine naboer aften efter aften, mens hans hjælpere ser på med bekymring. En aften overværer Jason en foruroligende episode i en af lejlighederne overfor; en mand opfører sig voldeligt overfor sin kone, og senere, om natten, mener Jason at overhøre noget, han kun kan tolke som et mord. Næste morgen konstaterer han, at konen, som ellers sjældent går nogen steder, er forsvundet fra lejligheden. Jason forsøger at overbevise Claudia og politiet om, at han har været vidne til et mord, men da politiet ikke mener, at der er bevis nok for hans teori, sender Jason – dumdristigt – en provokerende email til den mistænkte.

Hitchcocks film har typisk opfordret til psykologiske læsninger, jf. herhjemme Christian Braad Thomsens studier – og det naturligvis med god grund. Det er i udforskningen af ”normalpsykologien” – i almindelige menneskers skjulte psykiske mekanismer og perversioner – at Hitchcock for alvor bliver interessant, og Rear Window (1954) er med den utilslørede tematisering af hovedpersonens voyeuristiske tendenser med rette et af instruktørens mest omdiskuterede værker i denne henseende. Hele voyeurismeaspektet lades imidlertid stort set uberørt i tv-udgaven, hvor ingen af hovedpersonerne på noget tidspunkt bliver psykologisk nærværende for tilskueren. Allertydeligst ses det i forhold til skurken. I originalen er der tale om en ordinær midaldrende mand – hvilket øger spændingen, idet skurkens anonymitet hensætter én i tvivl om, hvorvidt han virkelig kunne have præsteret det mord, han mistænkes for – men i tv-udgaven er skurken en utiltalende bølle i sort tøj med heavy metal-motiv på t-shirten og hang til hustruvold (han er tilmed kunstner og dermed nærmest den diametrale modsætning til Jasons forretningsmand). Det gør, at mysteriet og dets løsning føles mindre vedkommende, og det gør også filmen psykologisk langt mindre fascinerende end originalen. Den uhyggelige konfrontationsscene i lejligheden mellem betragteren og gerningsmanden hos Hitchcock er i tv-versionen erstattet af en grummere terrorscene, der slår plat på heltens hjælpeløshed frem for at antyde den. Skurken ødelægger her Jasons komplicerede og sårbare vejrtrækningsmaskineri, hvorefter han håner sit offer ved at mime Jasons besværede vejrtrækning. Det er ubehageligt, men også letkøbt – og man har slet ikke, som hos Hitchcock, fornemmelsen af, at noget mere subtilt er på spil, dvs. en slags symbolsk konfrontation. Universet er skarpt opdelt i moralske mennesker og tvivlsomme naturer – noget, man aldrig finder hos Hitchcock, der tværtimod gør meget ud af at understrege de psykiske afvigelsers almene karakter. Heller ikke romancen mellem Claudia og Jason føles videre troværdig, og det andet store tema, der slås an hos Hitchcock, er nærmest helt fraværende, nemlig hovedpersonens hæmning på det romantiske område. I allersidste scene vælger Claudia pludselig at kaste sig over Jason og foreslå ”kreative” lege, uden at man kan sige, at der er bygget rimeligt op til en sådan udvikling i den forudgående del af handlingen.

Man står tilbage med en film, der i det store og hele ser bort fra den originale histories psykologiske implikationer og satser på spændingen, som den imidlertid desværre også ender med at reducere i forhold til sit forbillede. Et godt eksempel er scenen, hvor den kvindelige hovedrolle udforsker morderens lejlighed – en af de mest intense i Hitchcocks originalfilm, men i tv-versionen en ubemærkelsesværdig episode, der formentlig ikke vil løfte mange øjenbryn hos seerne.

Christopher Reeve, der spiller Jason, var som bekendt selv ude for et grimt rideuheld i 1995, der efterlod ham paralyseret fra halsen og nedefter. Den kørestolsbundne Reeve fortsatte skuespillerkarrieren til trods for sit handicap. På Rear Window har han ydermere fungeret som ”executive producer”, og det har givetvis været en af tankerne med filmen at bidrage til at fremme bevidstheden omkring sygdommen og den tilknyttede forskning, således at filmen for Reeve må have stået som et temmelig personligt projekt. Skildringen af Jasons sygdom, af forskellige menneskers reaktioner på sygdommen og af det indviklede maskineri, der holder ham i live, fylder i al fald så meget i filmen, at den af og til synes at glemme vigtigheden af i en historie som denne også at bruge tid på personkarakteristik (det er trods alt et psykologisk drama, vi har med at gøre).


Anmeldt version: Skjulte øjne. Dist.: Criterion Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Full screen. Spilletid: 86 min.
Dvd-omslag til danske Criterion Films udgivelse af Jeff Bleckners Rear Window (1998), en middelmådig genindspilning af Hitchcocks klassiker fra 1954.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven