Keoma hører til i klassen lige under de allerstørste spaghettier af de tre Sergio'er Leone, Corbucci og Sollima. Men Keoma er ikke bare en god spaghetti – det er også en særdeles original én af slagsen.

Som så mange andre spaghettier er Keoma en film om hævn: hævn over fortidens uretfærdigheder og hævn over de nye fortrædeligheder, som opgøret med det onde påfører verden. Keoma vender tilbage til en verden ude af balance, og han er den eneste, der kan rette op på tingene. Keomas barndomsverden er overtaget af hans onde halvbrødre, der med et klart historisk hint til nazismen brutalt internerer folk, som er ramt af en mystisk sygdom – det bliver vist aldrig helt klart hvilken sygdom, det egentligt drejer sig om. Da Keoma griber ind og redder en gravid pige fra den sikre død i lejren, har han lagt sig ud med sine brødre og det rædselsregime, de har etableret.

Det, der gør Keoma speciel, er ikke kun de meget gotiske stiltræk: disse havde Sergio Corbucci med Django (1966) og The Great Silence (1968) allerede introduceret og andre bygget videre på i nogle år, selvom gotikken hos Keoma visuelt antager en ret original form, der er mindre bundet til den traditionelle western og måske snarere peger frem imod bølgen af postapokalypsefilm, der invaderede verden få år efter Keoma.

Desuden er der i Keoma hele tiden et svagt overnaturligt element tilstede: fra starten ser vi den gamle indianerkone eller heks, som er Keomas mystiske følgesvend filmen igennem, og som på en eller anden måde repræsenterer åndeverdenen og døden, som altid er tilstede i Keoma. Selv fortiden er ikke en sluttet enhed i Keoma. Meget utraditionelt blander Castellari fortid og nutid og lader ”dem” optræde i de samme scener.

Keoma selv er også en lidt aparte helteskikkelse. Hans fremtoning er mildest taget særpræget: en mellemting mellem en vildmand og en cowboy, og hans barske fremtoning er ikke bare et udtryk for coolness: det er, som om Keoma er en slags omflakkende tilbagevendt ånd, der ikke finder fred. Vanviddet i hans øjne afspejler det vanvid, han ser omkring sig. Hvor Django var vred og desillusioneret over verdens tilstand i Django (1966), er Keoma lige dele sørgende og rasende. Keoma stammer tilsyneladende ikke rigtigt noget steds fra – vi får ganske vist at vide, han er halvt indianer – og da han rider ud af filmen, er det tilsyneladende tilbage ud i intetheden. Måske er Keoma selv, til syvende og sidst, mere en hævnende ånd end et egentligt menneske.

Keoma er en højst original og samtidig meget smuk film. Som altid hos Castellari er der smæk på, og actionscenerne er effektivt konstruerede, men i modsætning til så mange af Castellaris andre film har Keoma samtidigt meget mere at byde på.