Man kan vist roligt sige, at den tyske kannibal Armin Meiwes - Der Rotenburg Cannibal, Der Metzgermeister eller bare Armin M, som medierne døbte ham - chokerede den tyske offentlighed. I december 2002 kom det frem, at han gennem en internet-annonce havde kontaktet og senere dræbt - og værre endnu - fortæret store dele af den homoseksuelle Bernd Jürgen Armando Brandes. En kannibal blandt en moderne, oplyst befolkning. Uhørt!

Meiwes og Brandes mødtes efter indledende internet-chat i Meiwes' hjem marts 2001. Formålet med mødet var, at Meiwes under en intim middag skulle tage livet af Brandes og derefter fortære ham. Efter indtagelse af smertestillende medicin og en betragtelig mænge alkohol blev Brandes' penis amputeret, hvorefter de delte den afskårne diller. Fornøjelsen var ikke helt som ventet, da det mandlige kønsorgan var noget sejt værk at tygge i. Meiwes sauterede efterfølgende sin del med hvidløg og lidt salt og peber. Brandes blev herefter dræbt i et til formålet indrettet lokale, tømt for blod og lagt på køl. Herefter blev han fortæret over de næste måneder. Da Meiwes i december 2002 søgte efter frisk kød og nye villige ofre på internettet, kom han i politiets søgelys og blev arresteret.

Det særligt interessante ved sagen var ikke så meget Meiwes' kannibalisme som den rolle, Brandes spillede som villigt offer. Brandes var fuldt indforstået med uhyrlighederne, hvilket komplicerede det retslige efterspil, der også blev grotesk, idet kannibalisme ifølge tysk lov ikke var forbudt. Kunne man så kun anklage manden for en slags aktiv dødshjælp? Ifølge andre kilder savede Meiwes Brandes' hoved af i badekarret, fordi han efter sigende blødte som et svin fra skridtet. Og det gør unægtelig situationen en smule mere brutal. Under alle omstændigheder har det været et værre svineri af den slags, der er både trist og tragisk... og efterfølgende giver brændstof til både halvsvedige mareridt og dårlige gyserfilm.

De seneste ti år har markedet bugnet af halvslappe film om seriemordere, massemord og andre ekstreme seksuelle afvigere. Rothenburg, eller Grimm Love, som den nye titel lyder, afviger da heller ikke nævneværdigt fra den halvkedelige form og det indhold, vi er kommet til at hade fra semiautentiske case-gysere som Dahmer (2002), Gacy (2003), Manson (The Manson Family, 2003), The Hillside Strangler (2004) og Ted Bundy (2002). Fælles for ovennævnte titler og det her anmeldte værk er mangel på fantasi og kunstnerisk pondus, i hvilken kategori afvigeranalysen Rohtenburg dog vinder marginalt over sine konkurrenter.

Meiwes-sagen har allerede været genstand for udbredt spekulation og mytedannelse, også i Rosa von Praunheims Dein Herz in meinem Hirn (2005), men hvad der virkelig hændte under den makabre ”candlelight dinner” ved kun Meiwes og så naturligvis myndighederne, der har set det famøse videodokument, som Meiwes skød under middagen. Martin Weisz' spillefilmsdebut Rohtenburg følger nogenlunde det, vi gennem medierne har oplevet som sagens ”facts”. Kun navnene Meiwes og Brandes er ændret til Oliver Hartwin og Simon Grombeck (spillet af henholdsvis Thomas Kretschmann og Thomas Huber). Rammefortællingen er den kriminologistuderende Katie Armstrongs (Keri Russell) efterforskning af sagen, der er lagt ud som en slags dyk ned i mørkets hjerte: Hun er besat af tanken om at finde ud af, hvad der driver den tyske kannibal, og rejser til Tyskland for at finde svar. Her besøger hun Hartwins barndomshjem samt de steder, han opholdt sig under forberedelsen til den uhyrlige akt. Der krydsklippes nogenlunde effektivt mellem Hartwins fortælling og Katies rejse ind i kannibalens sind. De to fortællingers spor følges parallelt indtil rammefortællingen i sidste akt kulminerer, da Katie via en skummel internet-kontakt får fingrene i en kopi af det videobånd, som Hartwin optog under kannibalmiddagen.

Har man intet forhåndskendskab til Meiwes-sagen, vil man blive slemt skuffet over den måde, videoomslaget forsøger at sælge skidtet som rendyrket exploitation. Hvad den bestemt ikke er. ”Succesfilmen, der blev totalforbudt i Tyskland” (ja, men ikke fordi den var for styg, men fordi Meiwes mente, at hans rettigheder til historien blev krænket) og ”The audience were fainting and vomiting” lyder det fristende på omslaget. Filmen smager nu mere af dystert psykologisk drama end regulær kannibalgyser. Naturligvis er der gyserelementer til stede, men udførelsen er træg og småkedelig. Ikke mindst den trælse psykologiske forklaring, som filmen byder på, er efterhånden så udtrådt, at den er svær at tage alvorlig. Igen er støbeskeen for begge afvigeres homoseksualitet og kannibalisme spolerede moderbindinger og ødipale kriser, og det har vi ganske enkelt set for tit til, at det er interessant.

Men det er ikke helt skidt det hele. Weisz og co. skal have en ekstra uncut-kassette for i det mindste at tage materialet alvorligt. Filmen er blottet for de fleste gyserklicheer og den udtalte ironiske distance, der blev trendy op gennem 90'erne. Især ”old dark house”-scenerne, hvor Katie undersøger Hartwins creepy barndomshjem, er effektive, atmosfæriske og vibrerer af den lurende fare, som jeg generelt savner i filmen. Desværre betyder Weisz' afskrivning af de fleste traditionelle gyserelementer eller saftige digterier i forhold til virkeligheden, at fokus langt hen ad vejen kommer til at ligge på skuespil og manuskript. Hvad angår det sidste, så er der, undskyld ordvalget, ganske enkelt ikke kød nok på historien til, at skuespillerne har noget at arbejde med, hvilket gør det hele uspændende og farveløst.

Under alle omstændighederne er billederne både ”pæne” og ”dystre” på den lidt effektefterbehandlede og alt for colorgradede facon. Glossy forfaldsæstetik kan man vist passende kalde det. Overforbrug af den slags smart, digital efterbehandling er jeg principielt modstander af, da det sjældent giver filmen en genuin æstetisk klangbund. Rohtenburg er ingen undtagelse. Men her resulterer de æstetiske valg i det mindste i en ganske pæn billedside, hvilket Wes Craven og Peter Locke givetvis også har tænkt. De headhuntede nemlig instruktøren Martin Weisz til deres seneste Slagterbandeproduktion The Hill Have Eyes II (2007).