På vaskeægte b-film-maner lægger Killer Rats ud med en scene i et prøverum, hvor en ung blondine netop er i færd med at beundre sig selv i en fiks, stram top, da et eller andet river hendes finger til blods. Susan Costello (Mädchen Amick), der er ansat af stormagasinet Garsons til at tage sig af den slags potentielt image-ødelæggende situationer, sender blondinen hjem med et smil, en gratis top og en bemærkning om, at der nok bare var tale om et søm. Da kunden efterfølgende bliver syg og ender på hospitalet, indkalder Susan den professionelle skadedyrsbekæmper med det veldrejede b-film-navn Jack Carver (Vincent Spano) til at kaste et kig på stormagasinet, der viser sig at være befængt med rotteefterladenskaber og små huller i væggene, som gnaverne kan passere igennem. Susan er splittet imellem sit arbejde og sin samvittighed, men ender med at hjælpe Jack med at finde frem til problemets kerne, som viser sig at være en kæmpemæssig rottekoloni, der har slået sig ned i New Yorks undergrund og herfra terroriserer stormagasinet og de omkringliggende bygninger - inklusiv svømmehallen, hvor Susans datter slår sine folder. Rotterne viser sig at være superstærke eksemplarer, altså mutationer af en slags, og der er ingen priser for at gætte, at et lyssky forskningslaboratorium har en finger med i spillet.

TV-gyseren The Rats (2002), der til den forsinkede danske udgivelse er blevet peppet lidt op med titlen Killer Rats, er instrueret af John Lafia, der i horror-sammenhæng nok er bedst kendt for hundegyseren Man's Best Friend (1993) og Barneleg 2 (Child's Play 2, 1990). Der er tale om 100% junk food-horror af en type, du utvivlsomt har set adskillige gange før, bare med ”killer”-slanger, -frøer, -orme, -fisk, -fugle, -edderkopper osv. gennem resten af dyreriget, så man skal altså ikke forvente sig noget nyt under solen. Den centrale konflikt imellem på den ene side byens og stormagasinets ledelse, der så vidt muligt vil undgå opmærksomhed omkring det massive rotteproblem, og på den anden side det dedikerede korps af rotteudryddere har Steven Spielbergs Dødens gab (Jaws, 1975) som prototype og afvikles i Killer Rats uden nævneværdig originalitet. Ved siden af skal Vincent Spano og Mädchen Amick også lige nå at forelske sig i hinanden, så Amicks lille datter kan få sig den faderfigur, hun mangler - og Amick skal forsones med tabet af sin egen far ved at vende tilbage til de underjordiske gange, hun legede i som barn, mens faren var sikkerhedsvagt i stormagasinet.

Opskriften er afprøvet til hudløshed og følges formularisk i Killer Rats, hvis uhygge reduceres betydeligt af, at rotterne aldrig tager sig specielt morderiske ud. Effekten, når der zoomes ind på en rottes øjne, når en hvæsende gnaver stikker hovedet op af toilettet, eller man ser rotterne vimse hen over en dukke, som et barn har tabt under flugten, er snarere komisk – og det samme er patosen i Jack Carvers endeløse encyklopædiske beskrivelser af gnavernes umådelige farlighed. Da Jack på et tidspunkt siger, at ¼ af alle ildebrande, hvor årsagen er ukendt, skyldes rotter, måtte jeg i al fald lige klø mig en ekstra gang i skægget... er det bare mig, eller giver det simpelthen ingen mening?

Det er kun i svømmehalsscenerne, når rotternes enorme antal synliggøres, at man fornemmer omfanget af truslen, byen står over for; og et stik af væmmelighed føler man trods alt også, da Amick hen imod slutningen lander i et drænet bassin, der er proppet til randen med gnavelystne CGI-rotter. Nuvel, der er langt på væmmelighedsskalaen op til maddikebadet i Argentos Phenomena (1984) - men alligevel. Gud ske lov er filmen beriget med et nogenlunde action-packed manuskript - så selvom overraskelserne er få, leverer den dog alligevel sit velkendte produkt med gejst og rimeligt tempo. Alt i alt er Killer Rats en ok måde at spilde 84 minutter på, men så heller ikke meget mere.