En crazy-komedie med The Adventure of Sherlock Holmes' Smarter Brother-stjernerne Madeline Kahn og Marty Feldman. Sat i science fiction-rammer, indspillet i de (i filmsammenhæng) så udmærkede startfirsere og baseret på romanen Slapstick, or Lonesome No More af salige Kurt Vonnegut - utvivlsomt et af de største amerikanske forfattertalenter, det 20. århundrede kan frembyde, og ophavsmand til fantastiske værker som Slagtehus 5 og Mestrenes morgenmad. Det kunne da umuligt være dårligt. Eller rettere: meget talte sådan set for, at det nok var meget dårligt, blandt andet det ovenud rædsomme cover på den danske DVD-udgivelse. Deres fortræffeligheder til trods borger de to skuespillernavne heller ikke nødvendigvis for kvalitet - som enhver, der har set eksempelvis Kahn-katastrofen Livredderen (Mixed Nuts, 1993) eller Feldman-floppet Every Home Should Have One (1970), vil vide. Men filmen kostede en tyver i Tiger-butikken, og desuden er jeg genetisk disponeret for crazy-komedier, så på en måde kunne man hævde, at jeg nærmest ikke rigtigt havde noget valg. Filmen måtte jo bare rekvireres, hjembringes og plantes i afspilleren så hurtigt som muligt.

Men selv ikke den mest velbegrundede mistanke kunne have forberedt mig på rumrædslen Slapstick (of Another Kind), som distributionsselskabet On Air har gravet frem og uvenligt udgivet på DVD. Filmen – og jeg bruger ordet film i mangel af bedre – er så pinlig, at den gør sig fortjent til en kosmisk bundskraberpris. Den blev optaget i 1982, men biografpremieren i USA blev udskudt i to år, idet filmen lanceredes i en omklippet udgave i 1984. Vonnegut må have taget sig til hovedet, da han så det færdige produkt. Hvis han altså nogensinde så det.

Plottet, hurtigt skitseret (jf. filmens egen fremgangsmåde): Billionærægteparret Caleb og Letitia, spillet af hhv. Jerry Lee Lewis (der i 1985 blev nomineret for sin rolle til en ”Razzie Award” i kategorien ”Worst Actor”, ved siden af bl.a. Peter O'Toole i Supergirl (1984)) og Madeline Kahn, føder et par usædvanligt grimme, men angiveligt drønintelligente tvillinger, ligeledes spillet af Lewis og Kahn, som i virkeligheden er ambassadører fra det ydre rum sendt til jorden på en fredsmission. Onde magter prøver imidlertid at skille tvillingerne ad. Og det er det. Resten af tiden bruges på den titulære slapstick – ikke ”of another kind”, men af den slags, som et treårigt barn måske ville finde mildt interessant. Feldman spiller butleren Sylvester, og han er udstyret med en irriterende stemme, som gør, at man i øvrigt er fuldstændig ligeglad med, hvad han siger. Bare han dog ville tie stille. Orson Welles lægger stemme til tvillingernes ekstraterrestrielle far, og Pat Morita – ”Karate Kid”s mentor – er med som kinesisk ambassadør.

Filmen er mildest talt talentløst sammenklippet, og man får ingen som helst fornemmelse af, at handlingen bevæger sig steder hen undervejs. Man kunne let fjerne mindst halvdelen af scenerne, uden at historien af den grund fremstod mere utydelig (eller for den sags skyld mere tydelig). Samtlige anstrengelser fra de ansvarliges side på at skabe gags falder undtagelsesløst til jorden: Feldmans stemmeføring, de exceptionelt umorsomme, forstørrede næsepartier, som makeupafdelingen har forsynet rumvæsnerne med, madkampen (good grief!), de pyjamasklædte tvillingers (improviserede?) sniksnak osv. Kahn og Lewis virker rådvilde i situationen, så man får decideret ondt af dem. Ikke mindst af Kahn, hvis komikertalent er ubestrideligt og demonstreret til fulde i filmklassikere som Frankenstein junior (Young Frankenstein, 1974), Gene Wilders førnævnte, oversete Holmes-spoof Sherlock Holmes' smarte bror (The Adventure of Sherlock Holmes' Smarter Brother, 1975) og ikke mindst i crazy-komedie-pionerfilmen Mens vi taler om mord (The Cheap Detective, 1978), hvor hun skrev sig ind i komediefilmens gyldne annaler i rollen som ”Mrs. Montenegro”. Kahns karriere har desværre været plaget af alt for mange bundskraberproduktioner – med den her anmeldte som en af de absolut rædderligste.

Slapstick (of Another Kind) kan siges at have autentisk science fiction-stemning over sig for så vidt, at den faktisk minder om noget, der er dumpet ned fra det ydre rum. Den kan ganske enkelt ikke undgås nok.