Af ukendte og uforståelige årsager har det altid været sparsomt med seværdige filmatiseringer af den kosmiske gysermester H. P. Lovecrafts historier, selvom resultatet måske nok en sjælden gang har siddet lige i øjet, som eksempelvis Stuart Gordons veloplagte og svært underholdende Re-Animator (1985) og From Beyond (1986). I den magre ende af listen over Lovecraft-filmatiseringer finder vi Jean-Paul Ouellettes The Unnamable fra 1988 - en småtåbelig sammenkobling af Lovecraft-novellerne The Unnamable og The Statement of Randolph Carter, der desværre har form af en ganske ordinær omgang college-haunted-house-gys.

I byen Arkham står det gamle Winthorpe-hus, der ifølge de lokale legender skulle gemme skumle og umenneskelige hemmeligheder på sit mørke loft. En flok universitetsstuderende (naturligvis fra Miskatonic University) bestemmer sig for at tilbringe en nat i det uhyggelige hus, og så kræves der ellers ikke megen fantasi for at kunne regne ud, at der nok er en kende mere kød på overleveringerne om den hæslige dæmon, der hjemsøger det forfaldne palæ, end vore unge hovedpersoner først har antaget. Den eneste, som synes at tage historierne alvorligt, er Randolph Carter (en overordentligt vattet Mark Kinsey Stephenson), der, som det sig hør og bør i denne slags film, falder over et eksemplar af den legendariske ”Necronomicon”.

Meget mere er der egentlig ikke at sige om plottet, der ikke har meget med det litterære forlæg fra mesteren at gøre, og lige så lidt er der at sige om filmens fortræffeligheder. The Unnamable er nemlig en helt igennem uinteressant affære, der byder på en omgang bundelendigt skuespil, et gennemtærsket handlingsforløb og et generelt anstrengt forsøg udi det humoristiske. Alligevel redder filmen dog en smule af æren takket være en udmærket monster-makeup og et par ok effekter. Alt i alt må man sige, at The Unnamable er noget af en tam affære og en af de titler, man med god samvittighed kan springe let og elegant henover, når man arbejder sig gennem Lovecraft-filmografien - ligesom det for øvrigt også er tilfældet med fortsættelsen Skabningen (The Unnamable II: The Statement of Randolph Carter, 1993), der på imponerende vis formår at gøre en skidt historie endnu dårligere.

Vil man have film med skumle monstre, der jager uskyldige mennesker gennem forladte huse og mørke skove, bør man i stedet overveje de tematisk beslægtede, men langt bedre, Pumpkinhead (1989) og Castle Freak (1995). Kan man alligevel ikke holde nallerne fra Ouellettes mislykkede livtag med Lovecrafts univers, er begge film ude på en double-pack fra Anchor Bay.