I mange år var Alice i Eventyrland og dens fortsættelse Bag spejlet blandt min personlige yndlingslitteratur, ikke så meget pga. fortællingernes utøjlede fantasi som pga. den ildevarslende stemning, der knyttede sig til historien og dens pointe: at lige neden under fornuften, som dens betingelse, lurer altid vrøvlet. Det vil sige galskaben, vranglogikkerne og ordlegene, som er dødelig alvor. ”Curiouser and curiouser”, tebakken på himlen osv. Og jeg holdt også - i lyset af ovenstående pointe - meget af tanken om, at det var en matematikbegavelse, der havde skrevet værket.

Denne Hallmark-producerede tv-version fra 1999 - som føjer sig til en meget lang række på omkring 30 filmatiseringer - har måske ikke samme filosofiske kant som romanforlægget og er (i al fald som jeg i dag husker Carrolls værk) noget mere moraliserende lagt an. Der er tale om en børnefilm, og målgruppen er således en anden end den, undertegnede tilhører. Men jeg nød den nu alligevel. Der findes vel i øvrigt også så mange voksenorienterede film, der, når det kommer til stykket, er langt mere infantile end Alice i Eventyrland.

Det hele smager overordentligt engelsk, skønt filmen faktisk er en samproduktion imellem England, USA og Tyskland. Jeg købte filmen for nogen tid siden efter at have overværet fantasy-filmen The Dark Crystal (1982) på On Airs fremragende danske dobbelt-DVD-udgivelse, hvis fantastiske skabninger og eventyrlige scenografi jeg øjeblikkeligt forelskede mig i. Væsnerne i Alice in Wonderland er - ligesom The Dark Crystals mere groteske dukker - kreeret af Jim (Muppet Show) Hensons Creature Shop og skiftevis mærkværdige, nuttede... og dybt bizarre, som nu for eksempel Whoopi Goldbergs smilende Cheshire-kat (”Filurkatten”), der virkelig er et ganske mærkværdigt og fængslende syn. Syvsoveren får man til gengæld lyst til at klappe på snuden.

Udover Goldberg medvirker en lang række kendte engelske og amerikanske skuespillere som Gene Wilder (den forlorne skildpadde), Peter Ustinov (hvalrossen), Ben Kingsley (kålormen), Robbie Coltrane som Tweedledum og George Wendt - Norm fra Sams bar (1982-1993) - som hans tvilling Tweedledee. Miranda Richardson - dronningen fra Den sorte snog og sleske Mab, den gamle tidsalders gudinde, i den ligeledes Hallmark-producerede tv-film Merlin fra 1998 - er indlysende godt castet som Hjerter Dronning, der forlanger hovedet kappet af alle og enhver. Richardson har tydeligvis haft det morsomt og excellerer som bekendt i skingre stemmer. Christopher Lloyd (endnu en sitcom-personlighed, jf. Taxi (1978-1983)) er også sjov som den hvide ridder med musefælden og bikuben på sin hest.

Børneskuespillere kan som bekendt være lidt af en plage. Heldigvis er Tina Majorino godt castet og giver en neddæmpet præstation i hovedrollen som Alice, der udforsker vanvidslandet. Det mest markante minus ved Alice in Wonderland er, at den er en musical, hvilket jo er Satans yndlingsgenre, men heldigvis er sangene for de fleste vedkommende hurtigt og nogenlunde smertefrit overståede. Og en enkelt af dem - ”Beautiful Soup” - er faktisk lidt sød.