I slutningen af 60'erne slagter onde djævletilbedere i den californiske ørken en gruppe fredselskende, potrygende hippier. Kultisternes leder, Damon (Thomas Arana), citerer selvhøjtideligt teksten fra Rolling Stones' Sympathy for the Devil: Ah, what's puzzling you, is the nature of my game. En af hippierne afslører Damons selvfede ordleg - It's The Stones, man - men straffes kontant, da hun den følgende nat snittes i stykker af kultisterne. Puzzling kunne man også kalde den italienske instruktør Michele Soavis leg med fortællingen i djævlegyseren La Setta, en kryptisk lille, drømmeagtig sag, der fulgte i kølvandet på den stilfulde slasher Bloody Bird (Deliria, 1987) og den mareridtsagtige La Chiesa (1989). Handlingen i La Setta er nemlig lagt ud som et usamlet puslespil, idet filmen med sit fragmenterede og kryptiske udtryk unddrager sig en ligefrem forståelse. Men samtidig er det filmens (næsten) konsekvente hengivenhed til det kalejdoskopiske, snørklede gys, der gør den fascinerende og sært uforglemmelig.

Ligesom den svævende fortælleform i størstedelen af mentor og gyserauteur Dario Argentos produktion (Argento fungerede som medmanuskriptforfatter og producer på filmen) gør Michele Soavi brug af en drømmeagtig narrativ form, hvor det er udtrykket og stilen, der har føringen over de handlingsmæssige sammenhænge. I forlængelse af denne tilgang til iscenesættelsen fremstår La Setta som en noget løst sammensat opremsning af mystiske scener uden nogen umiddelbar logisk sammenhæng mellem de forskellige handlingsstykker, vi får serveret. Således binder La Setta især an til fortælleformen i Argentos Rædslernes inferno (Inferno, 1980) og filmens eget ”companion piece” La Chiesa, der også er en dæmongyser af den særprægede slags. I modsætning til både Rædslernes inferno og La Chiesa synes filmen dog ikke i nær samme grad selvbevidst om dens egen absurditet. Og stilmæssigt er den langt mere afdæmpet end de flamboyante sidestykker. Uden at den af den grund er kedelig. Især filmens udstrakte brug af sære vidvinkelskud og glidende steady-shots giver et helt særpræget udtryk, som krydser febervildelsessyner og paranoia med støvet og uhyggelig, okkult atmosfære.

Umiddelbart virker La Setta som en løst struktureret og sammenlappet ”supernatural horror”-film med tråde til både Lewis Carrolls Alice i eventyrland, La Chiesa samt okkulte hovedværker som Rosemary's Baby (1968) og Offerfesten (The Wicker Man, 1973). Men selvom den handlingsmæssigt vil få de fleste til at kradse sig undrende i hovedbunden, synes den rent tematisk dog forbløffende helstøbt, på en lidt uforklarlig og undvigende facon.

I hælene på hippienedslagtningen i den californiske ørken klippes der til Frankfurt tyve år senere, hvor en gruppe kultmedlemmer (eksemplificeret af den italienske genrefavorit John Morghen) slagter tilsyneladende uskyldige mennesker. Der vendes op og ned på lærerinden Miriam Kreisls (Kelly Curtis) liv, da hun rammer den gamle særling Moebius Kelly (Herbert Lom i en af hans gode, sene roller) med sin bil. Tynget af samvittighedskvaler og medfølelse for den hjemløse mand tager hun ham med til sin afsidesliggende skovvilla, hvor tingene tager en bizar drejning, da Kelly propper et insekt op i næsen på den sovende Miriam. Herefter kreperer han i husets kælder, hvor en hvid kanin viser Miriam vej til en suspekt brønd (læs: port til helvede) udgravet under huset. Nu kunne det se ud, som om Miriam af kultisterne er udvalgt til at agere redskab i deres plan om at plante den onde selv - rebellen kalder de ham - på jorden. Men Miriam og vennen Franz (Michel Adatte) beslutter sig for at løse gåden om de mystiske syner og det labyrintiske gangsystem under huset, inden det kommer så vidt.

Som man sikkert kan gætte af ovenstående, er La Setta et problematisk værk, som denne anmelder har set flere gange og både er fascineret af og småskuffet over. På een gang synes den at fungere på et næsten uvirkeligt og drømmemetaforisk niveau... og samtidig synes den at være faretruende tæt på at smuldre mellem hænderne på instruktøren. Den mareridtsagtige, løse struktur gør, at filmen ses bedst uden den mindste hensynstagen til det traditionelle filmsprogs spilleregler, og på den anden side synes den stærkt sammenknyttet af en indre logik, som det er svært at gennemskue. Måske fordi Soavi så tydeligt er en stærk instruktør, der lige som sin mentor har øje for at få et værk til at tage sig helstøbt ud på en meget cinematisk, næsten non-narrativ facon. Derved understøtter det fragmenterede plot faktisk filmens visuelle side, der under en mere konventionel fortælleform måske bare ville have taget sig prangende og prætentiøst ud.

La Settas force er langt hen ad vejen, at begivenhederne næsten udelukkende anskues gennem vores paranoide og forvirrede hovedperson. Med den afsnuppede klippestil og det kryptiske plot lægges heltindens forvirring effektivt i hænderne på seeren, der får travlt med at finde hoved og hale i det fortalte. Er der tale om objektiv virkelighed eller en fødselspsykose og et faderkompleks, der udelukkende udspilles i hovedet på fortælleren? Det meste af vejen ved vi det ikke. Og det fungerer faktisk fint. I sidste akt trækker Soavis, Argentos og Gianni Romolis (manden bag Trauma (1993) og Dellamorte Dellamore (1994)) snurrige, diabolske drømmerejsemanuskript desværre i land. Der hives noget, der ligner en ganske almindelig forklaring, ned over de exceptionelle billeder og den foruroligende atmosfære. Moebius viser sig at være (ikke overraskende) Miriams fader, og sekten afsløres som arkitekterne bag det meste af Miriams liv. Bag kulisserne har de trukket i trådene, bygget hendes hus og den tilhørende brønd i de skumle gange under huset, og så videre, og så videre. Ting vi egentlig ikke har brug for at vide, men som klemmes ind i plottet i allersidste øjeblik. For at gøre forvirringen komplet tilsættes en smule Lovecraft-mytologi - Shub-Niggurath, black goat of the woods, we summon you - i ansigtsafrivningsscenen, men faktisk har jeg svært ved at se sammenhængen med Lovecrafts kosmiske horror og den hedensk-keltiske, prækristne naturmytologi, der synes at ligge til baggrund for resten af filmens okkultisme.

Filmens afsluttende forklaringer virker unødvendige og påklistrede. Man skulle have holdt fast i den særprægede, mosaikagtige stil, der undviger umiddelbar logik og traditionel forståelse. Eller i den helt anden grøft i stedet have satset på et mere substantielt og stærkt plot til at kæde hele det okkulte menageri sammen. I sidste ende sætter La Setta sig en smule vaklende mellem de berømte to stole, og selv om den kommer flot, flot igen på allersidste rulle med en suveræn og superbizar genfødselsscene, kan man ikke undgå at have en lidt sur smag i munden over, at Soavi og slænget ikke rigtig turde at gå planken ud.

La Setta formåede ikke at finde et publikum og blev et slemt flop for Soavi, der siden hen kun har instrueret et par regulære film - minus tv-produktioner - bl.a. det makabre zombieeventyr Dellamorte Dellamore. På trods af fine reviews rundt omkring - det engelske genrefilmblad Starburst (#157) gav filmen topkarakter og kaldte den et ”Exceptional study in man, myth and magic” - sank La Setta hen i glemsel, måske idet den udkom i midten af en mindre bølge af gysere om graviditet, dæmonisk okkultisme og ondskabsfulde sekter. Når man remser hurtigt glemte titler som Tusmørkets tjenere (Servants of Twilight, 1991), Ondskabens børn (The Unborn, 1991) og The Unborn II (1994) op, er det naturligvis synd at La Setta ikke fik mere opmærksomhed, end den gjorde. For den placerer sig med sit særegne formsprog, sin flotte fotografering af Raffaele Mertes og sit kryptiske plot både hoved og skuldre over de fleste af subgenrens film.

Den her anmeldte version er Skyline Videos hollandske salgskassette, som jeg i dagens anledning fandt frem fra kælderkasserne. Udgivelsen er letterboxed i 1,66:1, som skulle være den korrekte aspect ratio, men desværre kæmper den med et klodset engelsk lydspor og hollandske undertekster. Heldigvis er filmen ude på italiensk dvd fra Cecchi Gori Home Video. Denne udgave skulle have et ganske flot billede i anamorfisk letterbox (1,66:1) og indeholder både italienske lydspor (DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1) samt engelsk lydspor i Dolby Digital 2.0.