Videnskabsmanden med fluehoved, der siden blev et udbredt motiv i alverdens vittighedstegninger, blev opfundet af journalisten og forfatteren George Langelaan i en SF-novelle, trykt i Playboy i 1957. Det følgende år blev den populære historie filmatiseret af Kurt Neumann, der også lavede andre (mindre) SF-klassikere som Rocketship X-M (1950) og Kronos (1957). James ”Shogun” Clavells første filmmanuskript er forholdsvis loyalt overfor novellen med en happy end som eneste væsentlige afvigelse.

I begyndelsen arresteres Helen Delambre for at have knust sin mand i en stor maskine på familiens fabrik. Da politiet dukker op ved døren, erklærer hun sig skyldig på en meget ligefrem måde, som om hun bare gik ud med skraldet, men hun vil ikke svare på hvorfor, hun gjorde det. Ægteskabet var lykkeligt, ”there were no mistresses. I had no lovers. We were both very happy”. Meget mere kan Inspector Charas ikke få ud af hende, men han bemærker hendes sindsophidselse, da hun hører en summende flue i stuen, og regner med, at hun er blevet gal. Broderen til den afdøde videnskabsmand, François Delambre (Vincent Price), får dog senere lokket sandheden ud af hende. I det følgende, lange flashback skildres André Delambres revolutionerende arbejde med teleportation, eller ”The Disintegrator-Integrator”, som han kalder opfindelsen. For øjnene af sin måbende kone kan han få bryllupsgaven fra tante Bess til at forsvinde for straks efter at materialisere sig i et tilstødende lokale.

Til det første eksperiment med levende materiale vælger han, lidt skødesløst skulle man mene, familiens elskede huskat. Katten opløses i et lysglimt, men den dukker ikke op igen. Kun dens klagende, ukropslige miaven kan høres i rummet. Denne ret uhyggelige idé, som kan associere til Carrolls ”Cheshire Cat” (a grin without a cat), bliver desværre ikke malket for sit fulde potentiale, da Neumann har travlt med at komme videre, men den står alligevel tilbage som filmens bedste effekt. Et par uger senere modtager Helen til sin store bekymring en skrevet besked under døren fra laboratoriet i kælderen. André har været ude for en ulykke, kan ikke tale, hent mig en skål mælk, find fluen med det hvide hoved. Han skjuler sit ansigt under et sort klæde og kommunikerer med bankelyde og skrivemaskine. Helen får et forskrækket glimt af en stor, sort klo. Under et eksperiment er André simpelthen blevet splejset med en flue. Han har fået fluens hoved, og et eller andet sted i området flyver en flue rundt med et menneskehoved! Gradvist begynder Andrés sind at blive fortrængt af fluen, og med besvær må han taste følgende, hjerteskærende besked på maskinen, mens han som Dr. Strangelove kæmper med den oprørske klo: ”Brain says strange things now”.

The Fly må først og fremmest applauderes for overhovedet at fungere trods den latterlige grundpræmis. Hvordan i alverden man har forestillet sig, at Delambre er i stand til tænke med en fluehjerne, må stå hen i det uvisse, men det er på den anden side netop filmens grundlæggende absurditet, og den pragmatiske ligefremhed den omgås med, der gør den til en så speciel oplevelse. Som så mange SF-film fra 50'erne har tiden ikke været god ved The Fly, og Neumanns stive instruktion hjælper ikke på det, men de få øjeblikke, som trods alt har givet den klassikerstatus, er stadig værd at vente på. Det grufulde øjeblik, hvor Helen spontant river hætten af André og afslører den latterlige gummimaske, burde være ufrivilligt komisk, men er faktisk ganske skrækindjagende i al sin naivistiske absurditet. Det samme gælder det berømte klimaks, hvor fluen med Andrés blege, afmattede ansigt sidder fast i et spind og skriger for sit liv med tynd, ynkelig fistelstemme, mens kæmpeedderkoppen tårner sig op over ham (man skal ikke blande sig i Guds grønne natur - den er grusom nok, som den er). Mange blandt et moderne publikum vil utvivlsomt finde denne scene totalt latterlig (Vincent Price har også fortalt, at han hylede af grin under optagelsen), men jeg har nu altid oplevet den som ægte gruopvækkende.

The Fly blev en gevaldig succes for 20th Century Fox, som med denne titel producerede deres første SF-film, og blev straks fulgt op af Return of the Fly (1959), også med Vincent Price, og siden Curse of the Fly (1965). David Cronenberg lavede en genindspilning i 1986 med Jeff Goldblum og Geena Davis. Her er historien naturligvis væsentlig mere interessant, men trods det ulækre creature-design af Chris Walas synes jeg personligt, at gummimasken var mere skræmmende.