Det er ikke småting, der er kommet ud af Philip K. Dicks forfatterskab, når det gælder sci-fi-film. Blade Runner (1982), Total Recall (1990), Minority Report (2002) og Paycheck (2003) har alle mere eller mindre velfunderede rødder i hans arbejde, og det samme gælder sci-fi-action-thrilleren Screamers, der bygger på Dicks novelle The Second Variety. Screamers foregår på planeten Sirius 6B, hvor en krig har raset mellem den navnkundige Alliance og the New Economic Bloc eller NEB, hvis vi skal gøre det kort. I et desperat forsøg på at vende krigslykken fremstillede Alliancen en dødbringende type robotter, der kan bevæge sig uset under planetens overflade og flænser enhver, der ikke bærer et særligt identifikationsarmbånd – de såkaldte screamers (en slags landboende piratfisk med motorsavstænder). Da en udsending fra NEB indbyder til fredsforhandlinger (eller det vil sige, at de finder en sådan indbydelse på hans sønderrevne lig, efter at han kom i nærkamp med en screamer) må kommandør Joe Hendricksson (Peter Weller) af sted på en farlig mission til fjendeterritorium. Med sig har han en ung snigskytte ved navn Ace (Andrew Lauer), og undervejs støder de på en forladt knægt, der indtrængende beder dem om at måtte gøre dem følgeskab. Da de når frem til NEB hovedkvarteret, viser det sig imidlertid, at den lille knøs i virkeligheden er næste skridt i screamernes udvikling. Det står snart klart, at robotternes udvikling er ude af kontrol, og Hendricksson begiver sig tilbage for at advare resten af sit mandskab i Alliancens hovedkvarter.

Om han når det, og om det lykkes osv. skal forblive usagt her, men Screamers er en udmærket lille sci-fi-film, der fungerer bedst i de ret intense scener, hvor Hendricksson & co. hjemsøges af adskillige 'drengerobotter', der udsender et højt, skingert skrig, som går lige gennem marv og ben. Ganske spooky faktisk. Men ellers er det så som så med filmens kvaliteter. Fremtidsuniverset bliver aldrig rigtigt troværdigt og karaktererne aldrig rigtigt vedkommende. Filmens mest interessante påfund er faktisk de indledende screamers, der som automatiserede motorsavslandminer ligger på lur under planetens overflade, klar til at splitte uheldige og uforsigtige personer ad. Desværre må disse ret skræmmende dingenoter hurtigt vige pladsen for langt mere fantasirige og knap så truende eller interessante kreationer, hvilket faktisk er en skam, for man ville gerne have set meget mere til originalerne. Screamers er dog ikke nogen mislykket film. Slet ikke. Den er bare ikke så interessant, skræmmende eller fængende, som materialet ellers kunne lægge op til, hvilket nok til dels kan tilskrives et noget haltende produktionsdesign og et sparsomt budget, der ikke rækker til at vække filmens fremtidsunivers ordentligt til live. Instruktør Duguay får dog vristet en film sammen, der momentvist er ganske spændende og underholdende, men altså heller ikke mere.