Den polsk-fødte instruktør Roman Polanskis første film med engelsk tale blev, ganske velfortjent, både en kritiker- og publikumssucces. Filmen der var hans anden spillefilm efter den stemningsfulde Kniven i vandet (Noz w Wodzie), er en virkelig kompetent gyserfilm som bliver fortalt med en realisme og underspillethed der til tider gør filmen nærmest ulidelig, uden at den nogensinde bliver lige så personlig som f.eks. hans suveræne Macbeth og Den nye lejer (The Tenant). Og netop fordi den besidder denne ubønhørligt realistiske tilgang til så kompliceret et emne som sindssyge, har Chok en styrke og troværdighed som hans film i firserne og halvfemserne sjældent besidder. Stramt fortalt og instrueret med et konstant fokus på den smukke unge belgiske kvinde Carol Ledoux (Catherine Deneuve), som er imidlertidig bosat i London. Publikum bliver fra starten af filmen placeret tæt inde på livet af denne unge kvinde, der nærmest lever i en konstant seksuel fortrængning. På grund af sit smukke ydre er hun naturligvis populær hos det modsatte køn, men den attraktive tilflytter lever så voldsomt under samfundets pres og fremmedgørelse at gamle fortrængningerne kommer dobbelt så voldsomt igen.

Ved et "uheld" skærer hun en af kunderne, på den skønhedsklinik hvor hun arbejder, med en manicure fil. Hendes arbejdsgiver og venner ignorerer eller overser de spæde symptomer til det kommende vanvid. De anbefaler hende at tage et par dage fri og inden længe har hun distanceret sig totalt fra omverdnen, der blot opfatter hende som en skrøbelig ung kvinde, og barrikaderet sig i sin lejlighed, hvor hun sammen med publikum gennemlever fortidens traumer, mens de bejlende mænd og den gamle gris til en udlejer står på lur i kulisserne og går en krank skæbne i møde.

Her skræmmer i særdeleshed den snedighed som Polanski, Gérard Brach og David Stones manuskript lægger for dagen, når de præsenterer kvindens smuldrende psyke for publikum. Her får vi, uden svinkeærinder, indblik i kvindens vrangforestillinger, af revnende vægge og forfald, den skumle skikkelse i spejlet, en indtrængende mand som voldtager hende til lyden af et tikkende ur og hænderne som griber ud efter hende gennem væggene. Og da det endelig lykkedes en mand at trænge ind i lejligheden, har hun i sit vanvid naturligvis en ragekniv parat.

Til forskel fra de tematisk beslægtede Homicidal (61) og Psycho (60) disker Polanskis mesterværk ikke op med en forklaring fra en tilbagelænet psykiater i slutningen af filmen, så publikum kan forlade biografen eller tv-stuen afklarede. Men der findes dog spor hvis man kigger efter dem. F.eks. må man antage at psykosen har udgangspunkt i hovedpersonens barndom og den eneste tydelige forbindelse hertil er fotografiet i slutningen af filmen. Manden som voldtager hende i hendes mareridt/psykoser ligner til forveksling hendes fader, men man kan ikke udelukke andre forklaringer end incest.

Polanskis film arbejder generelt ofte med stærke tematikker og fortættede stemninger. I Repulsion er det menneskers manglende evne til at skabe sociale relationer og en vedvarende sociale og kulturelle fremmedgørelse som fører til mentalt forfald. Og det er bestemt ikke noget tilfælde at Deneuve spiller en udlænding i et fremmed land, hvilket viser at Polanskis film fungerer på mange planer, både kommercielt og personligt, for han var både en outsider og udlænding i et fremmed land. Forfald skildres dog ikke kun som hovedpersonens mentale udvikling fra neuroser til psykoser, men i stærke og skræmmende billeder ser man også hvorledes verden ændrer sig for den syge kvinde. Dog er filmen fyldt til randen med så stærke symboler og velskrevne skræmmende scener over hans tilbagevendende tematikker, at man ofte overser at Polanski er en yderst kompetent filmskaber. Stilistisk lader han ikke noget tilbage at ønske og i en kombination af narrativt fokus og filmisk virtuost håndværk kommer dette mesterværk helt der op hvor filmklokkerne kimer. Repulsion når hele følelsesspektret rundt og ender da også i en stor pøl af uafrysteligt ynk og medfølelse, for sjældent har grænserne mellem offer og bøddel (Deneuves karakter er begge dele) været så slørede og kun én gang tidligere, i Michael Powells Peeping Tom, har jeg følt lige så stor sympati for en morder.

Repulsion er en film som helt sikkert vil få dig til at gnave neglene af helt til roden og uden tvivl vil optræde i adskillige mareridt for eftertiden. Men man har ikke set Repulsion rigtigt før man har nydt den fortættede stemning af denne film i en biograf, hvor novicerne sidder stive af skræk og hvor publikum, der godt nok har set filmen før, falder i med begge ben igen og indlader sig på en film der kan få de fleste voksne mennesker til at pisse i bukserne af skræk. Kom ikke og sig at jeg ikke havde advaret dig. Men Filmen er også et makabert mesterværk man igen og igen kan vende tilbage til. Hvis nerverne er i orden.