Den berømte og berygtede horror-veteran George A. Romero er nok bedst kendt for sin solide og stærke nytænkning af zombiemyten, der foreløbigt tæller en håndfuld blodindsmurte film fra 1968-2005. Desværre har de levende dødes mesters livtag med vampyrgenren længe stået i skyggen af mandens zombieopuser, og Martin, med den herlige danske titel Vampyrdrengen, er da stort set også ukendt af det brede publikum. Instruktørens særegne greb på genren har længe været kultdyrket som et semi-glemt værk - og vil givetvis heller ikke vinde fans blandt det bredeste publikum. Dertil er den nok for smal og utraditionel.

Men hører man til blandt de horror-puritanere, der holder på, at der ikke findes andre ægte vampyrer end Bela Lugosi og Christopher Lee, er Martin et frisk og usædvanligt indspark til genren, som bestemt bør prøves af og i min verden fortjener en fast plads på vampyrklassikerfilmhylden. Filmen væves som en slags hybridfortælling, der placerer sig midt mellem det klassiske vampyrarvegods fra Stoker og seriemordermyten, der faktisk først blev rigtig populær fra slutningen af 80'erne. Det har fået sure kritikere til at lange ud efter filmen for hverken at være fugl eller fisk. Det er sandt, at filmen placerer sig mellem genrer, men som et ikke-prætentiøst metaværk, der ironiserer over den etablerede genre og samtidig er en konsistent, vellykket fortælling, må filmen betragtes som et ganske godt forsøg på en slags ”vampire movie to end all vampire movies”.

Før 1968 så zombiegenren meget anderledes ud end i dag. De levende døde stavrede rundt som hvile- og sjæleløse robotter i gode film som White Zombie (1932) og I Walked With a Zombie (1943). Filmene var en forlængelse af de skyldkomplekser, som koloniernes- og imperialismens tidsalder havde sat i den vestlige kultur. Med De levende døde (Night of the Living Dead, 1968) afspejlede Romero 60'ernes sociale tumult i USA - og andre dele af verden - og lod i en filmhistorisk gysermilepæl de døde rejse sig fra graven. Denne gang var der ingen udspekuleret dukkefører, der trak i trådene, men kun en natur, der sendte vores døde tilbage fra graven med en glubende appetit på menneskekød: De døde havde fået nok, og vores rovdrift på kloden og hinanden havde givet bagslag i en apokalyptisk menneskejagt.

Vampyrfortællingen i Martin leger på samme måde med vores kulturelle vampyrbagage og tager ligeledes afsæt i social kollaps og udstødelse. Efter 70'ernes og 80'ernes utallige selvransagende film lyder det nærmest som en kliché, men Martins hovedperson er et symptom på og en kondensering af det vestlige individs fremmedgjorte tilværelse i et nedkørt, brugt og desillusioneret USA, hvor eskapisme tager afsæt i de gamle Hollywood-fortællinger på en tragisk og traurig facon. Hollywood-myterne er gammeldags og nedslidte, men i post-Watergate-USA er de efterhånden det eneste, der er at tro på. Da vampyrdrengen Martin iført Lugosi-kappe i en tågeindhyllet baggyde overrasker ”vampyrjægeren” Cuda, som forsøger at forsvare sig med krucifiks, knækker Martin sammen af grin, tager plastikvampyrtænderne ud og håner oldingen - der findes ingen vampyrer, der er ingen magi! Et beslægtet, men knap så interessant værk er den tungsindige seriemorderhybrid Fade to Black: Fantasimorderen (Fade to Black, 1980), der ligeledes demaskerer vampyrmyten som en farlig, eskapistisk fantasi, og ligesom Romeros film tager afsæt i en socialfunderet kritik af det amerikanske samfunds forbrug af moderne myter.

Nå ja, handlingen! Grundlæggende er Martin en desillusioneret virkelighedsflugt og forfaldsfortælling, der krydser kappesvingende Bela Lugosi-horror med, hvad man kunne kalde socialkritisk seriemorderrealisme. Filmen fortæller om myter i tilbagetog - både vampyrfilmmyten, religionsmyten (filmens præst, spillet af Romero selv, fniser, da vampyrjægeren nævner troen på dæmoner) og myten om den amerikanske drøm - vævet omkring seriemorderen Martin Madahas (fornemt underspillet af John Amplas). Industrien og savværkerne er for længst lukkede, og arbejderne hænger nu ud på barer, hvor de forgæves venter på, at de skal genåbne. - Man kan nærmest føle den amerikanske drøm smuldre, bemærker Romero meget præcist på filmens kommentarspor. Martin er dog ingen almindelig vampyr som dem med hugtænder, flagermusforvandlinger og en kiste i kælderen. Mens han fantaserer om stiliserede vampyrfortællinger med sig selv i hovedrollen, bedøver Martin sine kvindelige ofre, hvorefter han skærer deres blodårer op og i en ekstatisk rus tilsøler sig med deres blod. I en helt suveræn prætitelsekvens på ikke mindre end otte minutter slår Romero suverænt alle filmens tematikker på plads. Togkupéscenen åbner på imponerende vis filmen og rykker de narrative elementer - med fx monokrome fantasiscener - på plads og suger fra allerførste frame seeren ind i Martins blanding af minutiøst udførte seriemord, fantasi og virkelighed.

Efter det drabelige møde på toget ankommer Martin til Pittsburgh, hvor han indlogeres hos fætteren, den hvidskæggede, stærkt troende katolik Tada Cuda (Lincoln Maazel). Cuda er faktisk overbevist om, at Martin er vampyr og forsøger på forskellige måder at redde knægten fra sig selv: - Nosferatu, vampire... first I will save your soul, then I will destroy you!, skaber han sig teatralsk, mens Martin ser uforstående til. Herefter følger vi Martins hverdag, hvor han planlægger forskellige mord og samtidig drysser rundt som misforstået outsider. Han ringer til en midnatsradio, der straks døber ham ”The Count” på grund af hans vampyrtendenser. Men i virkeligheden er han blot en (meget) forvirret ung mand, der ikke kan finde ud af ”the sexy stuff”. Da han endelig indleder et forhold til en gift kone, ser det ud til, at han endelig får lidt styr på seksualiteten, men Cuda har ikke tænkt sig at lade vampyren slippe så let.

Efter De levende døde og den apokalyptiske katastrofefilm Smag af døden (The Crazies, 1973) er Martin rent kunstnerisk en helt igennem værdig opfølger til to fremragende film, hvoraf den første for længst er kanoniseret som horror-klassiker. Desuden er Martin et interessant greb på vampyrfilmen, der på denne side af 60'erne på mange måder havde udviklet sig til en blanding lummererotiske, gotiske klicheer og camp med tungen lige i munden. Filmen er tydeligvis skudt på et lille budget og med et lille crew (15-16 mand... inklusive hovedroller), men den kunstneriske talentmasse opvejer fuldt ud de budgetmæssige mangler. Dog må jeg påpege, at filmen godt kunne være strammet en smule op i klipningen, især i midterdelen. Men det er små ankepunkter i en ellers fremragende film, der forstår at udfordre publikums syn på genren og samtidig giver dem en filmoplevelse med masser af følelser og - usædvanlig - empati med monstret. Donald Rubinsteins blide synthesizermusik hører i øvrigt til et af 70'ernes allerbedste horror-scores, og jeg har sjældent set en film, der så suverænt slår en traurig, melankolsk og alligevel sært truende tone an med så få virkemidler. Suverænt!

Sammenlignet med Romeros film i zombieserien er Martin relativt ublodig. Ganske vist ikke uden rigeligt blodsjaskeri, men leveret på en mere ”realistisk” facon, end vi er vant til. De velplacerede og veleksekverede effekter er i øvrigt udtænkt af effektmaestroen Tom Savini. Martin markerede Romero-Savini-makkerparrets første samarbejde og er i øvrigt Savinis første job med specialeffekter, der ikke bare er makeup. Savini spiller en mindre rolle i filmen, men det er mandens flotte effekter, der gør sig bemærkede. Ikke mindst på grund af den unaturligt røde farve, filmblodet har. Blodet er lige så fyldigt som i fx Argentos Suspiria (1976) og udgør med sin mættede kulør en stærk kontrast til filmens ellers triste og forslidte look. Man kan nærmest mærke livsglæden og vellysten sitre i de røde blodlegemer. Effekten er bemærkelsesværdig og stærkt iøjnefaldende, men givetvis ikke helt tiltænkt som sådan. Savini fortæller nemlig på filmens kommentarspor, at de bare brugte teaterblod - det ligner smeltet farvekridt, og det var det, alle brugte dengang - og først senere kom man op med sine egne opskrifter og Dick Smiths blodformular, der i dag er den mest brugte opskrift på filmblod.