- To God there is no zero... I still exist, lyder de sidste ord af ekstatisk erkendelse under den svimlende slutning på sci-fi-veteranen Jack Arnolds hovedværk, Manden der blev mindre. Sat op mod universets uendelige størrelse er vi alle ”mikroskopiske”, fortæller Arnold og manuskriptforfatter Richard Matheson os. Det er bare et spørgsmål om perspektiv, altså hvis øjne, der ser. Filmen er baseret på forfatteren Richard Mathesons roman The Shrinking Man og har i originaltitlen fået et pulpet ”Incredible” klasket ind i titlen. Sandsynligvis mest for øget sci-fi-flavor, og jeg har nu altid mest holdt af den danske titel.

Første gang, jeg så The Incredible Shrinking Man, var mest ved et tilfælde. En klassekammerats far skulle se en uhyggelig film, og vi kom tilfældigvis forbi stuen. I stedet for at udsætte vores actionmænd for de sædvanlige strabadser valgte vi at se med. For det var vist en sci-fi-film, og vi elskede Månebase Alpha. Få minutter inde var de to knægte klistret til skærmen, hvor fortællingen om manden, der skrumper til mindre end et atom, udspillede sig. Efter filmen var jeg fyldt med en underlig uro og vidste med det samme, at denne film var noget helt specielt. Når vi lige havde set en film, legede nabolagets knægte gerne skurke og helte med afsæt i filmfiktionernes universer. Og de fleste ville sædvanligvis gerne være helten. Men efter The Incredible Shrinking Man ville ingen være helten. Faktisk var der ingen, der ville lege ”skrumpemanden”, som jeg husker, vi kaldte den.

Under en feriesejltur ulmer noget fælt i ægteskabet hos Scott (Grant Williams) og Louise Carey (Randy Stuart). Samtalen er på overfladen uskyldig, men i virkeligheden er det en magtkamp. Det handler om, hvem der henter øl til farmand. Konen vinder, og med vanlig sans for psykologien sætter manuskriptforfatter Matheson ind med de første tegn på Scotts svækkede status. En mystisk, radioaktiv sky omslutter ham og efterlader et lag af støvet glimmer på hans krop. Først tænker ægteparret ikke mere over det, men et halvt år efter erkender Scott, at han er ved at blive mindre. Tøjet passer ham ikke længere, kiloene rasler af ham, og lægebesøgene med masser af videnskabelige forklaringer gør blot bekymringen større. Efter filmens første halvdel, hvor spændingerne i ægteskabet stiger på grund af Scotts mindreværd både fysisk og psykisk, klippes der til Scotts tilværelse som miniputmenneske: Han er nu forvist til et hus i sit eget hus, et dukkehus, som under konens indkøbstur bliver belejret af den sultne huskat, der nu betragter Scott som mad. Efter en drabelig kamp med katten ender Scott ved et uheld i kælderen. Han bliver stadig mindre, og nu viser nye, hidtil usete farer sig pludselig. Tilværelsen i kælderen er som et andet univers og bliver nu ikke kun et spørgsmål om flugtmuligheder, men også om simpel overlevelse. Sulten og forkommen må Scott tage kampen op mod en gigantisk edderkop (som faktisk er ganske lille) for at få fat i nogle få krummer mad.

Uanset, hvor stærke overlevelsesstrabadserne i kælderen i filmens sidste halvdel er, er det de enkle, helt simple scener, hvor hjemmets trygge omgivelser viser sig at være knap så trygge eller korrekt proportionerede, der virkelig kryber ind under huden på én. For mig er det især to scener, der virkelig slår hårdt, og de virker hver gang: Efter at have etableret Scotts problem klippes der i tid, og vi ser nu dagligstuen, hvor Scott sidder i lænestolen med ryggen til kameralinsen. Vi forventer noget grimt, men for undertegnede er klippet til indstillingen, hvor vi ser Scott sidde som en grotesk miniput i lænestolen - en tidligere patriark reduceret til grotesk dværg i sit eget hjem - ganske enkelt hårrejsende. I hænderne på en hvilken som helst anden instruktør kunne scenen hurtigt have udviklet sig i humoristisk retning, men her er der så absolut intet at grine af, og man sidder bare rædselsslagen og venter på, at der bliver klippet væk.

Den anden scene udspiller sig, da vi ser Scott sidde i sin dejlige lænestol. Herligt, lægerne har fundet en kur mod hans problem, tænker man, men kameraet trækker sig tilbage og afslører, at Scott befinder sig i et dukkehus. Det løber én koldt ned af ryggen, og den isnende fornemmelse forsvinder ikke, da det går op for os, at huskatten slipper ind i huset og hurtigt udser sig Scott som middagsmad.

The Incredible Shrinking Man er en af sci-fi-genrens helt særlige værker. Nok nærmest en slags ”once in a lifetime”-oplevelse, for der findes bestemt ikke mange værker, der ligner Arnolds film. Den er fyldt med på én gang smukke, enkle og grusomme billeder af verden set fra myreperspektiv. Vi er nede på vanddråbe- og krumme-niveau, men det føles lige så nærværende og fysisk ægte som enhver anden hverdagsbegivenhed. Men væsentligst af alt, så løber en understrøm af vibrerende uro gennem værket. Ja, filmen er nærmest gennemsyret af eksistentiel angst i stort set hver eneste frame og på intet tidspunkt mærket af den fjollede distance, der prægede mange af 50'ernes sci-fi-trivialiteter. Grundideen er såre simpel og udgør en fin ramme for tematikker, der berører 50'er-æraens gryende paranoia og angst under den republikanske senator Joseph Mccarthys kommunistforskrækkelse og politiske forfølgelser. Glansbilledet af et helstøbt, urokkeligt USA var ved at gå op i limningen, og jorden skred under helt almindelige mennesker. Det er denne erkendelse og uro, The Incredible Shrinking Man grundlæggende tager fat om, når hjemmet pludselig bliver et utrygt sted at være. Det hyggelige bliver pludselig det uhyggelige og det truende, og husets herre må se sig truet på livet inden for hjemmets fire vægge.

Visuelt er filmen en milepæl, og den fantastiske blanding af miniature-specialeffekter samt bag- og frontprojektion er imponerende håndværk selv efter nutidige standarder. Men miniatureeffekterne er ikke kun med som ren gimmick, der skal få publikum til at tabe mælet os skabe genrens velkendte ”sense of wonder”. Tematisk bruger Arnold rent faktisk specialeffekterne til noget, og resultatet går overraskende godt i spænd med mandens øvrige film. Et af Arnolds tilbagevendende træk er nemlig, hvad man kunne kalde det diminutive menneske, hvor den menneskelige størrelse og det menneskelige selvværd (og dermed også mindreværd) kommer til udtryk gennem omgivelserne. Dette opnås først og fremmest ved, at personerne gøres ”mindre” i forhold til sceneriet. I Uhyret fra den sorte lagune (Creature from the Black Lagoon, 1954) gør det omsluttende, mørke vand i lagunescenerne helten lille og umandig, mens det i Invasion fra Mars (It Came from Outer Space, 1953) og Tarantula (1955) er ørkenlandskabet og den uendelige horisont, der gør mennesket mikroskopisk og sårbart. Ved at forstørre edderkoppen opnås samme størrelsesforhold mellem dyr og menneske som i The Incredible Shrinking Man, og Tarantula kan da også ses som et glimrende forspil til Arnolds egentlige sci-fi-hovedværk.

Både ved andet og tredje gennemsyn har filmen ikke mistet det mindste af sin gennemslagskraft, og der er stadig noget dybt foruroligende ved hele scenariet. På trods af sin enkelthed - eller måske netop derfor - og i kraft af evnen til at røre os på et helt basalt niveau fortjener filmen ganske enkelt sin status som et af genrens helt store værker, og for undertegnede er der tale om et af genrens mest originale og mest konsekvente værker. Efter denne genistreg vendte Arnold tilbage til genren med to værker, Monster on the Campus (1958), der grundlæggende er en ret uinteressant Dr. Jekyll and mr. Hyde-variation. The Space Children fra samme år er ”hard to get”, så den har jeg til gode, men den skulle faktisk være mere end hæderlig på trods af udbredt latterliggørelse af bl.a. Mystery Science Theatre-folkene.

Ingen tvivl om, at The Incredible Shrinking Man er et unikt sci-fi-værk, og ingen af de efterfølgende skrumpefilm når den til sokkeholderne. Skal jeg komme med et par anbefalinger til læsere, der måtte være i humør til mere skrumperi, må det være Joe Dantes kvikke og flotte action-sci-fi-komedie Min mikromakker (Innerspace, 1987), Joe Johnstons lavpandede, men fornøjelige Skat, børnene er skrumpet (Honey, I Shrunk the Kids, 1989) samt Richard Fleischers Den fantastiske rejse (Fantastic Voyage, 1966), et sci-fi-agent-adventure med en pragtfuld scenografi, men desværre lidt tung på manuskriptsiden. Desuden er John A. Davis' kække, computeranimerede plæneeventyr Myremobberen (The Ant Bully, 2005) heller ikke helt skidt, hvis man er i det rette humør. Joel Schumacher forsøgte sig uden held i 80'erne med en semi-sequel til The Incredible Shrinking Man, den komisk anlagte The Incredible Shrinking Woman fra 1981 og med manuskript af Matheson efter egen roman. Uanset, hvad du vælger: God kiggelyst.