Über-italo-maestro Sergio Martino har med Kannibalernes dronning fra 1978 begået en fin, fin jungleeventyrfilm med stjernerne Stacy Keach og Ursula Andress i hovedrollerne. Men standard jungleeventyr var åbenlyst ikke nok for Martino – næ, nej hvad gør en god junglefilm rigtig god – det gør kannibaler selvfølgelig, med alt hvad dertil hører! Martinos fusion tilgodeser flere målgrupper, hvilket i sidste ende også bliver filmens akilleshæl. Genrefans skal dog på ingen måde frygte bekendtskabet, der er godt med klamheder og masser af action.

Filmen starter ud med en række dyr-dræber-dyr sekvenser, som det nu engang hører sig til i genren, men at man her bruger det som en egentlig introsekvens er på en gang kvalmende og meget sigende for periodens anything goes-holdning.

Susan Stevenson (spillet af 007-godten Ursula Andress) og hendes bror ankommer til Ny Guinea for at lede efter Susans mand, der er forsvundet på en etnologisk ekspedition i junglen. Myndighederne nægter at samarbejde, og de opsøger derfor Edward (Stacy Keach), der tidligere har samarbejdet med manden. Edward har en teori om, hvor de kan finde Susans mand – på øen Roka. Desværre for alle er øen ikke bare hjemsted for en glubsk kannibalstamme, men midt i øens jungle rejser sig et forbandet bjerg, og Edward har en hemmelig agenda.

Inden længe er en ny hemmelig ekspedition på vej gennem den tætte jungle, og efter endnu mere dyr-æder-dyr vold, et fatalt krokodilleangreb og mødet med en maskeret lokal gnaskerstamme, finder ekspeditionen de ynkelige rester af Susans mand. Herefter bryder helvede løs - blodet flyder fra mundvigene i velkomponerede kompositioner, og seeren snydes heller ikke for Andress' yndige brystparti indsmurt i blod!

Filmteknisk er der ikke en finger at sætte på Kannibalernes dronning. Den er lækkert klippet, og cinemascope-cinematografien er ligeledes gennemført lækker. Produktionsmæssigt er filmen på et langt højere niveau end periodens øvrige kannibaludbud.

Måske går man med gnaskerscener, dyredrab, kannibal-flodsvinesex og hardcore masturbation et godt stykke over stregen, og hvem ville ikke gerne se Ursula Andress' fjæs i det øjeblik, hun erfarede, hvad hun egentlig havde medvirket i? På den anden side er det en del af genren, og det er da lidt morsomt, at man i iveren efter at trække så mange som muligt ind til filmen udtømmer filmens salgspotentiale med den småskizofrene genrekombination. Det skal dog for en god ordens skyld nævnes, at i hvert fald dyresexscenen ikke var at finde i bio-printet, men er fundet i Martinos private arkiver.

Martinos film er uanset genre som oftest vældigt underholdende og flot skruet sammen. Kannibalernes dronning er ingen undtagelse, og den anbefales hermed varmt til fans af italo-expolitation. For den almene seer er det velsagtens lidt for grove løjer.