Jack Arnolds første science fiction-film, Invasion fra Mars (1953), hører for mange sci-fi-fans til blandt de mest elskede af 50ernes invasionsfilm. Sjovt nok, for filmen er slet ikke en invasionsfilm - hvorved den danske titel er ekstra misvisende, idet vi heller aldrig får at vide, at rumvæsnerne er fra Mars - men beskriver nærmere et sammenstød mellem meget fremmedartede civilisationer. Og så er det jo i lyset af den kolde krig, der spøgte i den periode, svært ikke at se filmen som en metafor for samtidens kommunistforskrækkelse. Men vel at mærke én, der - meget utrendy for tiden - maner til besindighed og forståelse på tværs af politiske og kulturelle uoverensstemmelser.

Måske mest usædvanligt ser Invasion fra Mars – der er baseret på et treatment, The Meteor, af sci-fi-legenden Ray Bradbury og et screenplay af Harry Essex – med skepsis på menneskets første møde med intelligensvæsner fra en anden verden eller med andre kulturer og politiske ideologier: Vi er ikke parate. Fortællingen om rumvæsnerne, der strander på Jorden med et defekt rumfartøj og ikke overraskende møder fjendtlighed fra menneskene, får tilmed et dobbelt lag af fremmedgørelse og intolerance, da vores hovedperson, amatørastronomen og forfatteren John Putnam, ligesom rumvæsnerne selv er en outsider i et indspist lillebysamfund.

En stjerneklar aften i Arizona-ørkenen ser John Putnam (Richard Carlson) og hans kæreste Ellen (Barbara Rush) en meteor dale ned gennem atmosfæren. Sammen med helikopterpiloten Pete undersøger John og Ellen næste morgen det gigantiske krater forårsaget af meteoret. John bevæger sig ned i krateret og opdager et sfærisk rumfartøj begravet i klippesiden, men kort efter dækkes fundet af nedstyrtende klippestykker og sandskred, og ingen med undtagelse af Ellen tror på Johns fantastiske fund. John, der i forvejen er lidt af en paria i det lille, reaktionære samfund, ender på forsiden af de lokale formiddagsaviser, ”Star Gazer sees Martians”, og bliver kendt som byens excentriske kolbøtte. Rumvæsnerne har imidlertid adgang til jordoverfladen gennem en nærliggende mineskakt, hvorigennem de indsamler materialer til at reparere deres forulykkede fartøj. For at få ubemærket adgang til materialer kidnappes to telefonelektrikere (overbevisende spillet af Russell Johnson og Joseph Sawyer), som ”kopieres” af rumvæsnerne, der ligesom de fleste andre af periodens aliens er i stand til at skifte form eller maskere sig. Efter et kort møde med et umaskeret væsen i ørkenen kommer John og Ellen dog hurtigt på sporet af, hvad de tror, er en forestående invasion. Ellen kidnappes for at sikre den paranoide Johns samarbejde, men for sent går det op for John, at væsnerne ikke har fjendtlige hensigter men blot brug for tid til at fuldføre reparationerne: Det er nemlig lykkedes ham at overbevise sherif Warren (Charles Drake) om invasionsplottet, og med en samlet hob af vrede og bange beboere forsøger myndighederne nu at få ram på de ”fjendtligsindede” rumvæsner, før det er for sent.

For undertegnede er det ikke svært at forstå, hvorfor Invasion fra Mars har en så stor plads i hjertet hos genrefans og efterhånden er blevet kanoniseret som en klassiker inden for genren. Der er tale om en atmosfærefyldt, elegant sci-fi-gyser - sci-fi-thriller er måske en mere korrekt betegnelse - af særlig høj karat og tilmed en åndeløst billedskøn film, hvor man nærmest kan mærke ørkenvindens brise mod sit ansigt. Men det er ikke kun i kraft af den uhøjtidelige, men alligevel elegante og smukke iscenesættelse, at Invasion fra Mars adskiller sig fra mange af periodens science fiction-film: Manuskriptet er ligeledes et solidt stykke arbejde. Meget atypisk for efterkrigstidens sci-fi-film udgør rumvæsnerne i Invasion fra Mars ikke en egentlig trussel, men faren opstår i det lille samfunds reaktioner på en potentiel invasion og de fremmedes tilstedeværelse. Det tragiske skær over begivenhederne giver filmen en melankolsk og traurig aura, der er svær at glemme. I den henseende er filmen nært beslægtet med Robert Wises klassiker Den dag Jorden stod stille (The Day the Earth Stood Still, 1951) og den godt skjulte perle The Man from Planet X (1951).

For undertegnede hører Invasion fra Mars til blandt de kæreste barndomsminder, så filmen har naturligt også en særlig plads i min personlige filmkanon. I ni-tiårsalderen så jeg filmen i dækning af stuebordet hos mine bedsteforældre, og den gjorde et kæmpe indtryk på mig og har uden tvivl lagt kimen til min interesse for science fiction-genren. Størst indtryk gjorde rumvæsnerne. I filmen vises de kun glimtvis og ser ud som semisvævende, oprejste spejlæg med fehår og en kæmpe øjenhule med en øjenstilk øverst på kroppen... øh, klatten. De efterlader et snegleagtigt spor af glimmerstøv, hvor de har været, og tilstedeværelsen af noget helt ukendt og umenneskeligt understreges af uhyggeinstrumentet thereminens æteriske klagelyde. Det lyder måske en anelse fjollet, men set i kontekst af filmen er der intet morsomt over begivenhederne, og såvel lyddesign som rumvæsner går op i en højere enhed med filmens overordnede melankolske atmosfære. Et ubenyttet rumvæsendesign med fladt ansigt, to udspilede øjne og en blottet, overdimensioneret hjerne blev i øvrigt skrottet til fordel for det mindre skræmmende og arketypiske rumvæsen, der anvendes i filmen, men en afart af det skrottede design vendte grusomt tilbage i Universals This Island Earth (1955) som Metaluna-mutanten.

Ser man bort fra det usandsynligt grimme omslag, der byder på et grimt tentakelmonster med grønne, lysende øjne og dødsstråler (eller hvad pokker det nu er), er der kun godt at sige om Universals danske DVD-release af Invasion fra Mars. Hovedattraktionen er naturligvis selve filmen, som står virkelig flot, og på nær en smule naturlig slitage på kildematerialet er der ikke en finger at sætte på overførslen til DVD. Invasion fra Mars er oprindeligt skudt i 3D, og det kunne selvfølgelig have været en sjov gimmick at inkludere briller og 3D-version i æsken, men filmen fungerer ligesom Arnolds Uhyret fra Den sorte lagune (Creature from the Black Lagoon, 1954) forbløffende godt uden 3D-effekten. Så den store skade er der altså ikke sket i forvandlingen fra tre dimensioner til to. Arnolds brug af dybdevirkning er så subtil og diskret, at filmen sagtens kan nydes i ”fladformat”. Bonusmaterialet består af en ganske god lille featurette, hvor Universals 50er-science fiction-film, Invasion fra Mars, Manden der blev mindre (The Incredible Shrinking Man, 1957) og This Island Earth, beskrives i brede penselstrøg og en række ”eksperter” får ordet om Arnolds film. Ikke noget dybsindigt her, men ganske sjov trivia for uindviede og novicer ud i sci-fi-genren.

Invasion fra Mars blev i øvrigt genindspillet i 1995 som en ret uinteressant kabel-tv-miniserie, It Came from Outer Space II, med en hæderlig rollebesætning. Selvom titlen indikerer, at der er tale om en sequel, er der i virkeligheden tale om en ligetil og stort set eksakt genindspilning. Den er ude på dansk video under titlen Invasion fra Mars II. Et eksemplar samler støv i en videorodekasse i min kælder, og i modsætning til originalen tvivler jeg ærligt talt på, at den nogensinde bliver fundet frem igen.