Udvidet søgning
USA, 1972
Instruktion: Wes Craven
AKA: Grim Company / Krug and Company / Last House on the Left / Night of Vengeance / Sex Crime of the Century

Produktion: Sean S. Cunningham Films / The Night Co.
REVIEW af Anders Munk Jensen [01/11/05]

For mange vil Wes Craven måske primært være kendt som ophavsmand til den forbrændte og knivhandskesvingende barnemorder Freddy Krueger fra Nightmare on Elm Street-serien (hvoraf han instruerede den første del i 1984 og den foreløbigt sidste del New Nightmare i 1994), eller for sin genopfindelse af teen-slasher-genren med Scream i 1996. Men for undertegnede er der ingen tvivl om, at Cravens storhedstid er at finde helt tilbage i begyndelsen med Rædselsnatten (Last House on the Left, 1972) og til dels hans anden film, den dybt ubehagelige Slagterbanden (The Hills Have Eyes, 1977). Med Last House on the Left begik Craven en af de mest ubehagelige, intense og udfordrende film, undertegnede endnu er stødt på – selvom det grafiske indhold for længst har mistet en stor del af sin chokværdi, og filmen lider under sit forsøg på at inkorporere en fuldstændig upassende og infantil falde-på-halen-komik i form af to ubehjælpsomme politifolks eskapader.

Plottet i Last House on the Left er hentet fra Ingmar Bergmans Jomfrukilden (Jungfrukällan, 1960) om en bondedatter, der voldtages og myrdes af en flok banditter, som efterfølgende søger husly hos den dræbte piges forældre. Faderen tager en voldsom hævn, da han opdager banditternes udåd. I Cravens opdatering af denne historie følger vi den unge Mari Collingwood (Sandra Cassel) og hendes veninde Phyllis Stone (Lucy Grantham), hvis tur til storbyen udvikler sig til en regulær mareridtstur, da de støder på en flok undvegne kriminelle, ledet af den afstumpede og sadistiske Krug Stillo (en uhyrligt velcastet og velspillende David Hess). Gruppen flygter ud af byen med pigerne på slæb, da deres bil bryder sammen, og de bestemmer sig for at more sig lidt i skoven. De to veninder ydmyges og plages i en evighed, indtil de begge må lade livet, hvorefter Krug og slænget søger ly for natten hos Maris forældre, der endnu ikke ved hvilke uhyrligheder, der er hændt deres datter ude i skoven. Det går dog gradvist op for dem, og så er der lagt i ovnen til det store pay-off i form af forældrenes hævn over voldsmændene (og voldskvinden) med alt, hvad dertil hører af sindrige, improviserede booby-traps og kædesavsangreb.

For så vidt et ganske simpelt plot uden de store twists eller overraskelser, men den regelrette historie er netop noget af det, der gør Last House on the Left til så stærk en oplevelse. Man kan egentlig hurtigt gætte sig til, hvad der skal ske, og man håber hele vejen igennem, at det ikke vil gå så galt, som man forestiller sig – men det gør det. Hovedparten af filmen består af opholdet i skoven, hvor Mari og Phyllis må lægge krop til alskens ubehageligheder. Phyllis tvinges til at urinere i bukserne, til seksuel omgang med sin veninde, mens Mari udsættes for en grov voldtægt af Krug og får hans navn skåret ind i sit bryst. Alt dette foregår i et adstadigt tempo, der ikke haster sig igennem de ubehagelige optrin. Der er virkelig tale om fornedrelse af de stakkels piger, der formidler desperationen og angsten foruroligende overbevisende (ifølge David Hess var specielt Sandra Cassel decideret bange for ham under optagelserne).

Som tilskuer til alt dette er det svært at sige sig fri for at føle sig som en anden voyeur (hvilket man utvivlsomt er i en vis forstand), men det der gør filmen til andet og mere end ren rape-revenge-sleaze er den dvælen ikke bare ved ofrenes, men også gerningsmændenes reaktioner, som Craven præsenterer. Således i en nøglescene, hvor Phyllis har forsøgt at tage flugten, men bliver fanget af Krug, Weasel (Fred J. Lincoln) og Sadie (Jeramie Rain). Hendes flugtforsøg og modstand får de tre til at gå amok i en blodrus, der koster Phyllis en betragtelig del af hendes indvolde efter gentagne knivstik. Dette er filmens mest blodige scene (dog relativt tam i forhold til den ukontrollerede splat, man finder i så mange andre film), men det interessante ved den er Krugs, Weasels og Sadies reaktion, da det går op for dem, hvad de netop har gjort. Efter også at have henrettet Mari (en scene, som Craven forsøgte at modellere efter et berømt nyhedsklip, der viser henrettelsen af en krigsfange i Vietnam), er der ingen glæde eller sadistisk fryd at spore i deres tomme og apatiske ansigter, kun en tilsyneladende forvirring og afsky, mens de fjerner græs og jord fra deres blodige hænder. Scenen, hvor Mari stille og roligt begiver sig ud i skovsøen efter at være blevet voldtaget af Krug, er måske filmens stærkeste scene og ikke en, man glemmer lige foreløbig.

Der er en foruroligende autenticitet i den vold, Craven skildrer, og især i reaktionerne på den, som gør Last House on the Left til mere end bare tankeløs exploitation. Craven har selv udtalt, at han ønskede at gøre op med den stiliserede og glorificerede vold, som man kendte fra tidens western- og actionfilm. Vold portrætteret uden konsekvenser og uden ofre. Hvor meget, det er denne tanke, der ligger bag Cravens portræt af disse begivenheder, kan måske diskuteres – Last House on the Left blev lavet på bestilling og var i første omgang tænkt som en hardcore-film med titlen Sexcrime of the Century, indeholdende langt voldsommere og mere eksplicit vold og sex – men det lykkes i hvert fald for ham at vise volden som grim, grum og meningsløs, og det bør man tage hatten af for.

Også i filmens sidste del, hvor det er forældrenes (Cynthia Carr og Gaylord St. James – check lige dét navn!) tur til at hævne sig på deres datters mordere, er volden og hævnen i sidste ende uden betydning. Det gode, borgerlige ægtepar kan måske nok gøre det af med de hærdede forbrydere ved at sænke sig til deres barbariske niveau (et tema, der også gennemspilles i Cravens The Hills Have Eyes), men i sidste ende er der ingen forløsning, og deres blik er akkurat lige så tomt, som Krugs var det tidligere.

Den eneste erfaring, Craven havde med filmmediet, var en smule arbejde indenfor dokumentargenren, og Last House on the Left er i høj grad blevet til i stil med en dokumentarfilm, hvilket er med til at gøre den så intens. Filmen kan forekomme at være en visuelt rodet oplevelse, men det er så absolut ikke nogen hæmsko. Desuden bæres filmen i høj grad af det autentiske skuespil. Cassel og Grantham er særdeles overbevisende som ofre for alle fornedrelserne, men det er David Hess, der stjæler filmen som den sadistiske Krug Stillo, der terroriserer alt og alle (Hess skulle senere spille en lignende rolle i Ruggero Deodatos La casa sperduta nel parco (House on the Edge of the Park, 1980)). Krug er så absolut en af filmhistoriens mest modbydelige skurke, og det er direkte underligt at se interviews med manden, der ellers virker som venligheden selv. Det er næppe heller nogen tilfældighed, at Cravens senere så populære karakter Freddy Krueger deler navn med Krug Stillo (sådan da). Det var desuden ikke bare foran kameraet, at David Hess satte sit præg på Last House on the Left, idet han også stod for musikken til filmen. En musik, der bærer en stor del af skylden for filmens gennemslagskraft. Bedst huskes sangen Wait for the Rain, der indleder filmen. En svært stemningsfuld sag, der slår filmens nedslående tone an fra starten med teksten: ”And the road leads to nowhere, and the castle stays the same, and the father tells the mother, wait for the rain, wait for the rain, and the road leads to nowhere.” David Hess er desuden manden bag adskillige hits for bl.a. Elvis Presley og ikke mindst Pat Boones Speedy Gonzales.

Som tidligere nævnt er Last House on the Left desværre slemt mærket af et komplet mislykket forsøg på at blande en humoristisk sidehistorie sammen med resten af handlingen, en fejlprioritering af dimensioner og fuldstændig upassende i denne sammenhæng. De to ubehjælpsomme sheriffer (Marshall Anker og Martin Kove – som opmærksomme sjæle muligvis vil genkende som John Kreese, den ondsindede karatetræner fra Karate Kid (1984)), der er omtrent så kompetente som Homer Simpson på LSD, kan dog ikke vælte resten af filmen omkuld, selv om de utvivlsomt gør deres bedste. Craven har siden udtalt, at han fortryder tilføjelsen af denne slemt mislykkede humoristiske vinkel.

Last House on the Left er absolut ikke en ”feelgood movie”, men en af de mest brutale og ubehagelige titler man kan støde på - selvom den, ligesom Motorsavsmassakren (The Texas Chain Saw Massacre, 1973) ikke indeholder de store mængder blod. Ærlig og konsekvent i sin skildring af overgrebene og volden, men også mere end bare blodig sleaze, som den ellers er blevet så rigeligt anklaget for at være. Filmen blev mødt af stor kontrovers, da den havde premiere, ikke mindst hos de engelske censurinstanser, der afviste den som rendyrket voldspornografi, og en del af de medvirkende har også taget afstand fra filmen. Ikke mindst Fred J. Lincoln, der ellers har en lang karriere indenfor sexindustrien både foran og bagved kameraet bag sig, har udtalt, at Last House on the Left er den eneste film, han skammer sig over. Wes Craven selv tog også i en årrække afstand fra sin egen film, men han har siden atter taget den til sig, som man bl.a. kan se ved hans medvirken i de interviews, der udgør ekstramaterialet på diverse dvd-udgivelser af filmen.

Indrømmet: Last House on the Left er en decideret ubehagelig film, men det er også en vigtig titel og et uundværligt bekendtskab for enhver, der interesserer sig for horrorfilmens historie. Fem flotte Uncut-kassetter til Cravens mesterværk - en ubehageligt stærk og ærlig film og en af genrens absolutte klassikere.


DVDTJEK
Last House on the Left, The. Dist.: Midget Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 84 min.

Den her anmeldte version af filmen er den danske dvd-udgivelse fra Midget Entertainment, som bør roses for et godt stykke arbejde. Den danske udgivelse synes, i modsætning til Anchor Bays dobbelt disc-version, at være uklippet. Det drejer sig om scenen, hvor Lucy Grantham tisser i bukserne, scenen hvor Jeramie Rain hiver et ketchupindsmurt kondom (læs: indvolde) ud af Granthams mave, og scenen, hvor David Hess snitter sit navn ind i brystet på Sandra Cassel. Udover de klippede scener synes versionerne at være stort set identiske. De er begge i fin anamorfisk widescreen (16:9), men billedet er generelt lidt mudret og uklart, hvilket nok skyldes en slidt master kopi. Udover selve filmen indeholder den danske version en række extra features. To kommentarspor og tre dokumentarfilm: “Celluloid Crime of the Century”, “Scoring Last House” og “I'ts Only a Movie featurette”. Derudover ”Outtakes & Dailies”, ”Forbidden Footage” (der viser nogle ekstra lange versioner af de censurerede scener, ikke mindst indvoldsroderiet), ”Theatrical Trailer” samt en ”Wes Craven Biography”. Med undtagelse af ”Forbidden Footage” og ”It's only a Movie” finder man det samme ekstramateriale på Anchor Bays version, der desuden byder på still-gallerier, tv- og radio-spots, talent bios, ”Krug Conquers England” - en featurette om den første offentlige screening af filmen i England med bl.a. David Hess og Gunnar Hansen (den originale Leatherface) - samt ”Tales That'll Tear Your Heart Out”, klip fra et filmprojekt, Craven deltog i sammen med Roy Frumkes i 1976, og som aldrig blev færdiggjort. Endelig indeholder Anchor Bay-versionen et alternativt cut af filmen ved navn ”Krug and Company” og en 24 siders booklet om filmens tilblivelse og historie.

Den danske DVD fra Midget Entertainment skal have en stor tommelfinger vendt opad og kan varmt anbefales, mens Anchor Bays dobbelte disc-version primært er til den alvorligt ramte fanatiker (dog kun som supplement, da denne version som sagt er klippet). Endelig skal det nævnes, at de engelske censurinstanser har været så flinke at lægge de censurerede dele ud på nettet, hvor man kan finde dem på adressen www.lasthouseontheleft.co.uk, forudsat at man har den kode, der følger med Anchor Bay-udgaven.

Anders Munk Jensen (11/05)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven