Udvidet søgning
ÅNDERNES MAGT
Danmark, 2000
Instruktion: Thomas Breinholt
DK-titel: Åndernes magt

Produktion: Angel Films A/S
REVIEW af Caspar Vang [01/09/05]

Omkring årtusindskiftet hang TV2s lille tv-station TV2 Zulu med røven i vandskorpen. Seerne svigtede, og der var ikke flere grunker på kistebunden. Lige som det så sortest ud, dukkede tv-serien Åndernes magt op. Den blev en bragende succes, Gud og hver mand skulle se programmet, som handlede om overnaturlige fænomener i Danmark, og hørte man til den lille gruppe, der overhovedet ikke så programmet, blev man betragtet som en håbløs, ufed outsider. Der blev snakket om programmet overalt - ved pølsevognen, ved fabrikssamlebåndet, i kantinerne, på cafeerne, i klasseværelserne og under aftensmaden, ja, sågar ved et pissoir mindes jeg at have hørt spøgelserne omtalt. Fjernsyns-Danmark var blevet besat! Blev man uforvarende fanget i en samtale om emnet, måtte man komme med en lille hvid løgn for ikke at fremstå som helt tabt bag en vogn, så galt var det.

Programmet var tilrettelagt af Thomas Breinholdt, og det meste af det, der senere skulle blive til første afsnit, blev optaget på Østerbro i 1998, hvorefter optagelserne blev skrinlagt på ubestemt tid. Egentlig var programmet heller ikke særlig bemærkelsesværdigt Vi besøger en hjemsøgt lejlighed, der er en masse snak og et glasbord går, på uforklarlig vis, i stykker. Offscreen vel at mærke. Men så kom Daniel Myricks og Eduardo Sànchez' genresprængende The Blair Witch Project (1999) og reality-bølgen, hvor det intime, private og trivielle blev fokus for en række tv-shows. Overraskende nok var folk meget interesseret i noget, der bare lignede virkelighed, og desto mere sjuskede og rå i stilen programmerne var, desto mere autentiske fremstod de i folks øjne. Breinholdt fandt de gamle optagelser frem, redigerede nogle nye scener og en vejledende vært ind, og vupti havde han opfundet en ny genre: reality-horror.

Ok, helt ny var ideen til de såkaldte mockumentaries, altså fiktive fortællinger, der foregiver at være dokumentarisme, vel ikke, for ud over den linde strøm af manipulation, vi udsættes for 24 timer i døgnet, har medierne en stolt tradition for at tage røven på folk. I Åndernes magt spøger den helt igennem iscenesatte, men gravalvorlige, populistiske og sensationelle dokumentarisme fra både Orson Welles' berømte radiotransmission af Klodernes kamp på Allehelgensaften i 1938 samt Lesley Mannings og BBCs fingerede, falske temaaftensdokumentarudsendelse Ghost Watch fra 1992, hvori helvede bogstaveligt bryder løs, da et filmhold fra BBC beslutter sig for at undersøge et angiveligt spøgeri i et ganske almindeligt villavejshus. I folkeskolen fik vi vist Peter Watkins britiske atomkrigsoplysningsfilm Krigsspillet (The War Game, 1965). Ud over at være ualmindeligt forvirret havde jeg havde mareridt om filmen flere måneder efter. Formen var dokumentarisk og havde overbevist mig 100 procent. Men der var noget galt: Der havde jo slet ikke været noget atombombeangreb på Storbritannien. Selv Danmarks Radio havde i de røde 70'ere forsøgt sig med den falske dokumentarform. I et radioprogram fra Lindø-terminalens skibsværft på Fyn rapporterede Erik Thygesen en omfattende, men falsk, arbejdsulykke. Udsendelsen var et slags mediekritisk eksperiment og skulle belyse arbejdsforhold og -miljø, men telefonnettet brød sammen, da paniske familier forsøgte at komme i kontakt med politiet og deres pårørende på værftet.

Opskriften til Åndernes magt var enkel, for tidligere mockumentary-programmer, reality-bølgen og ikke mindst The Blair Witch Project talte deres tydelige sprog: Undervurder ikke seernes virkelighedshunger. Hvis mediets formsprog overbeviser publikum om, at der er tale om virkelighed - selvom de burde vide bedre - vil de sidde klæbet til skærmen. Folk elsker at blive taget ved næsen, hvis de vel at mærke selv styrer forløbet - hvorfor skulle de ellers i det hele taget se film?

Om man så føler sig taget ved næsen, snydt for licenspengene, eller om man vælger at betragte programmet som knaldgodt underholdningsfjernsyn - hvilket jeg gør - er naturligvis op til én selv. Personligt har de få afsnit af serien, som jeg har set på video, ikke ændret mit syn på spøgeri og uforklarlige fænomener - men betragtet som en nymodens lejrbålsfortælling skræddersyet til det postmoderne, mediekompetente publikum er serien lige i øjet. Alle og enhver, der har fulgt bare lidt med i tv omkring årtusindskiftet kender til serien - ja, jeg har allerede indrømmet, at jeg først så dem her mange år senere, men det betyder ikke, at jeg ikke kendte til serien - og ved, at Åndernes magt mere eller mindre reddede TV2 Zulu fra den seerdød, som ”det grå guld”-kanalen Charlie nu gennemgår. Desværre har alle omtaler af Åndernes magt siden hen lagt vægt på, om begivenhederne i programmet er den skinbarlige sandhed eller ej. Whogivesafuck? Ingen har overhovedet koncentreret sig om, hvorvidt det er god underholdning, og taget i betragtning, hvad kanalen eller dansk fjernsyn i det hele taget ellers har budt på, er der kun ét at sige til det spørgsmål: ”Ja, for helvede! Hellere spøgelser, løgnehistorier og excentrikere end Gintberg eller Jarlen i endnu et røvsygt game- eller talkshow med den obligatoriske lineup af kendte”. For mig at se ligger det ligesom i kortene med et program af den type - der befinder sig i grænselandet mellem chokumentar, dramatiseret dokumentarisme og reality-tv - at seerne er med på spøgen og udmærket godt er klar over, at de bliver snydt, så det driver. Herhjemme er vi dog hæmmet af den illusion, at dokumentarisme fortæller en slags ufiltreret, umanipuleret og ufortolket sandhed - hvilket mange tilsyneladende ikke har været i stand til at se ud over.

Underholdningen er altså på plads. Rent produktionsmæssigt er der heller ikke en finger at sætte på Åndernes magt. I kraft af sin gadedokumentariske form - håndholdt kamera, forholdsvis lange indstillinger, rå klipning og dårlig lyssætning - har hele affæren en stærk umiddelbarhed og et intentionelt skær af autenticitet. Begivenhederne som veksler fra det genuint hårrejsende til det rent ud sagt lattervækkende og grinagtige udspillede sig over tre TV2 Zulu-sæsoner med flere tilbagevendende medvirkende, men Michael Breinholdt holdt kun første sæson ud. I seriens sædvanlige, sensationelt iscenesatte stil siges det, at alt det spøgeri begyndte at gå ham lidt på nerverne. Uha uha!

Del 1: Østerbro

En særdeles effektiv start på serien. Det meste af første afsnit er optaget i 1998, et par år før Breinholdt kom på ideen om at lave en tv-serie ud af spøgerier og uforklarlige hændelser. Vi møder Michael Breinholdts ven, Michael, en tv-producer, der bor i en hjemsøgt lejlighed på Østerbro. De sidste tre måneder har været ulidelige: Døre og vinduer åbner af sig selv, glas eksploderer, og tallerkener smadres pludselig mod gulvet, og lejlighedens beboere drømmer om en høj mand med fuldskæg. Mediet, spiritisten og magnetisøren Frank Munkø, der indtil hans nylige død ejede Danielkirken i København, inviteres med indenfor i lejligheden for at give en forklaring på fænomenerne. Munkø fortæller, at en af beboerne efter et værtshusbesøg har fået en tørstig klæbeånd, der dræner energien fra vedkommende, på slæb. Sammen uddriver beboeren og Munkø ånden, og da den giver slip på sit offer, sprænges glasbordet i stuen. En finale, der fik familien Danmark op af sofaen og sikrede programmets videre succes.

Del 2: Mirakler

Roger Petersen fra Københavns Sydhavn rejser til Ringkøbing for at få helbredt sit dobbeltsyn af mirakelmageren Charles Ndifon fra Nigeria. Roger har forgæves forsøgt diverse operationer, men plages stadig af dårligt syn. Som en sidste desperat udvej følger den stivnakkede skeptiker Roger med filmholdet til Ringkøbing, hvor han sammen med en masse andre bliver healet ved en masseseance. Mirakel eller fup så det driver? Uanset hvad er Rogers hysteriske reaktion på miraklet guld værd.

Del 3 & 4: Hals

Dobbeltafsnit hvori et ægtepar er flyttet til Nordjylland fra København. Idyllen varer kort tid, for det spøger i drømmehuset. Dyrene bliver dødsens syge, beboerne hører bankelyde, og man føler sig overvåget. Den selvbestaltede (er de alle ikke det?) engelske, åndelige vejleder, trancemediet og spøgelseseksperten Graham Bishop hentes ind for at fordrive ondskaben fra stedet. Men efter den første åndeassisterede renselse af stedet fortsætter spøgeriet, og Graham må vende tilbage i anden del. Bishops forvandling til snøvlende gammelmandsånd er ubetalelig morsom.




uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven