Den italienske übertrashmaestro Umberto Lenzis tredje mislykkede forsøg i kannibalgenren efter Mondo Cannibale (Il paese del sesso selvaggio, 1972) og Massakren i junglens dyb (Mangiati vivi, 1980) er nu tilgængelig i en flot DVD-kopi.

Handlingen i Cannibal Ferox er hamrende ligegyldig og ganske tåbelig. Antropologen Gloria, hendes bror Rudy og vennen Pat rejser til en afsides egn af Amazonejunglen for at modbevise en teori om kannibalisme de lokale stammer imellem. Selvfølgelig render de snart på en flok glubske kannibaler og det, der er værre: den ondskabsfulde, sadistiske narkohandler Mike og hans makker Joe. Han gemmer sig i junglen for både mafiaen og en længere række kriminelle anklager i New York. Mike har, for at få informationer om nogle ædelsten og ikke mindst for fornøjelsens skyld, nakket et par af de indfødte, inklusive høvdingens datter. Ugerninger af denne kaliber gør som bekendt enhver jungle-hullabulla-stamme både vred og sulten. Junglefolket finder torturinstrumenterne frem af gemmerne, og herlighederne starter. Der bydes på fine effekter: kastrering, opsprætning af lig, fortæring af diverse indvolde, brystmutilering med nogle heftige kroge, hjernespisning og en allerhelvedes masse dyresnuff. Filmen byder ikke på nogen dybere mening, og prætenderer da ej heller at indeholde en sådan. Her er grusomhed og chok for fornøjelsens skyld sat i højsædet.

Cannibal Ferox præges desværre af dens fuldstændige mangel på dynamik og visuel opfindsomhed. Lenzi, der ellers nok ved hvordan en actionscene skrues sammen, iscenesætter med venstre hånd og lukkede øjne. Skal man kun se en enkelt kannibalfilm i livet, så styr langt uden om Lenzi og se Kannibalmassakren (Cannibal Holocaust, 1980) i stedet. Har man mod på genren, er filmen dog værd at se, om ikke for andet så for dens generelt gode effekter og historiske status. Filmen var forbudt i intet mindre end 31 lande verden over, så vidt vides kun overgået af Lenzis egen Massakren i junglens dyb.

Den engelske dub tenderer tålelig, men gør ikke meget for de i forvejen slatne skuespilpræstationer. Tålelig kan man desværre ikke kalde Donatis rædsomme synthscore, der skærer i ørerne.

Fans af filmen (de findes) kan godt hive tegnebogen frem fra lommen. Sazuma.com har af gud ved hvilken grund udsendt filmen i fantastisk flot kvalitet. ”Limited”-udgivelsen er sendt ud i 3333 eksemplarer, den er selvsagt uklippet, og her går man hverken glip af tortur, dyremord eller gnaskescener. Det remasterede billede er minimalt beskåret til 1.78:1 og står skarpere end nogensinde før. Udgivelsen indgår i Sazumas Ultrabit-serie, og den gennemsnitlige bitrate er 8,9 mb/s. Den engelske dub præsenteres i Dolby Digital Stereo, desværre i så fin kvalitet, at synthscoret går helt klart igennem. Ekstramaterialet er begrænset til en Lenzi-filmografi, tre trailere og otte (u)lækre postkort, som undertegnede straks fik en ustyrlig lyst til at sende til farmor.

Sazuma har endnu engang sørget for en ustyrlig lækker indpakning. Filmen leveres i et flot, solidt metalcover med farvetryk-nummerering… eksemplarisk. Cannibal Ferox er på enhver tænkelig måde en rigtig skidt film, som kun depraverede 'videonastyfreaks' kan finde glæde ved. Italiensk kannibaltrash når det er værst… og absolut ulækrest. Bon appetit.