Udvidet søgning
AKINCILAR
, 1970
Instruktion: Gordon Hessler
DK-titel: AKINCILAR
AKA: AKINCILAR

Produktion: American International Pictures
REVIEW af Jakob Skøtt [01/02/05]

Hævnens ånd er en af den slags film der produceres under stramme betingelser – gotisk horror boomer, og det gælder om at få en del af kagen. Instruktøren Gordon Hessler kommenterer i et interview at han fik manuskriptet stukket i hånden og blev bedt om at følge det nøje – og det første, der falder i øjnene ved filmen, er da også dens usammenhængende struktur.

Først og fremmest introduceres seeren for en heksejagt, ledt af Lord Edward Whitman (Vincent Price) – for herefter at blive kastet ind i hans familieproblemer (hvori hans ene søn vælger at voldtage sin stedmoder). Først et pænt stykke inde i filmen ses den åbenbart virkelige kætterske kult, og hvor Whitmans metoder tidligere synes overdrevne, viser det sig faktisk, at de stakkels kvinder, der blev tortureret topløse (!) i udstrakte scener først i filmen, er satans skøger. Den eneste 'good guy' i filmen viser sig at være heksejæger Whitmans anden søn, der netop er vendt tilbage fra den akademiske, jordnære verden – han bliver dog stillet til regnskab for sin mistro til landsbysamfundets myter, da den skrigende Banshee-skabning dukker op i filmens sidste akt.

Hessler trækker i høj grad på Vincent Prices rolle i Michael Reeves mesterværk Heksejægeren (The Witchfinder General, 1968). Hessler havde efter Reeves alt for tidlige død overtaget Manden i den røde kiste (The Oblong Box, 1969) og trækker i Hævnens ånd på flere af skuespillerne fra dennes cast – desuden bruges Hilary Heath fra Reeves sidste film som Prices ene (!) kone.

Som det var tilfældet med Reeves film, som Hessler tydeligvis er betaget af, udstrækkes især tortursekvenserne mere end i andre film i samme genre. Blandingen af kvinder i iturevet tøj og diverse gotiske torturinstrumenter gør filmen kompromisløs og hård. Price spiller den rolle han er bedst til – nemlig den excentriske, mentalt forskruede mand, der dog er overbevist om, at han gør det bedste – for til sidst at krakelere fuldstændigt, da eksistensgrundlaget bliver trukket væk under ham. Rollerne i Poe-filmatiseringerne Skrækkens borg (The Fall of the House of Usher, 1960) og Dødspendulet (The Pit and the Pendulum, 1961) slog med syvtommersøm denne komplekse karakter fast. Vi får hele registeret serveret i denne film: Fra den dekadente præst der overlegent smiler til pøblen, mens han brænder byens døtre af en efter en, til familiemanden med vanviddet i de udspilede øjne, da han må erfare, at den ondskab, han bekæmper, er mere virkelig, end han troede.

I den amerikanske udgave (der er den, der er udgivet på dansk video) er de okkulte scener blevet farvetaintet. På MGMs reg. 1 release af den engelske udgave (!) af filmen, ser disse ret billige og ubehandlede ud - man kunne meget vel forestille sig, at den originale engelske udgave også indeholder disse visuelle efterbehandlinger, da DVDer som bekendt laves efter originale negativer.
Desuden er der klippet en del i filmen – både i tiden og i rækkefølgen. Det er kærkomment, at det okkulte element indleder filmen på VHS-udgaven, og det gør den bestemt mere pædagogisk. Desværre er flere af indstillingerne kortet ned, og reaktionsskuddene og de gode torturscener får ikke samme effekt – til gengæld kører filmen i et bedre overordnet tempo. Hvad man bedst kan lide er op til den enkelte. Desværre er der også klippet i introen på den amerikanske udgave, og det er en skam, for den er faktisk noget af en kuriositet. Terry Gilliam (Brazil, Fear & Loathing in Las Vegas) har lavet en klassisk Monty Python'sk animation af Vincent Prices hoved, der åbner sig, og djævle der flyver ud og frem og tilbage over teksterne. Den største anke ved den amerikanske udgave er dog, at Wilfred Josephs stemningsfyldte score er udskiftet med et irriterende tempofyldt score af Les Baxter.

Filmen kombinerer flere allerede kendte sider af Vincent Prices talent – resultatet er en ujævn, men til tider god film – især for Price-tilbedere, versionsfetichister og hætteklædte oldtidsokkultister.


KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven