Udvidet søgning
2009 LOST MEMORIES
Sydkorea, 2002
Instruktion: Si-myung Lee
DK-titel: 2009 Lost Memories

Produktion: CJ Entertainment / Tube Entertainment / Indecom Cinema
REVIEW af Caspar Vang [01/02/05]

De asiatiske videoer og DVD'er myldrer ligefrem ud i videoforretningerne for tiden. Faktisk skal vi tilbage til de blodtilsølede videofirsere for at finde et lige så stort udbud af skævøjet underholdning med firdobbelt cirkelspark, farverig action, ekvilibristisk gunplay, hysterisk chop sockey og plots som virkelig er langt, langt ude. Men ligesom i 80'erne er der langt mellem de gode oplevelser, da de asiatiske films popularitet uundgåeligt trækker en masse lort med til videobiksen.

I tidsrejsefilmen 2009 Lost Memories tages der afsæt i science fiction-leksikonets velkendte grundsætning ”What if…?” I dette tilfælde byder præmissen på et interessant udgangspunkt, som vi kender fra genrens mange gode ”alternate reality” eller ”alternate world history”-romaner og noveller: vi befinder os godt nok i vores egen tidslinje, men virkeligheden ser en hel del anderledes ud, end vi kender den fra vores egen hverdag. Et tema importeret fra bl.a. Ray Bradburys A Sound of Thunder (DK-titel: En lyd som torden), Philip K. Dicks Man in the High Castle (DK-titel: Manden i den store fæstning) og Ward Moores Bring the Jubilee.

I 2009 Lost Memories' version af verdenshistorien kæmpede japanerne ikke sammen med aksemagterne under Den anden verdenskrig, men sluttede sig til de allierede styrker. Resultatet er en anden verden, end den vi kender: Med Japan som den betydeligste stormagt i Asien har landet siden krigen besat Korea, hvor der er opstået et klassesystem med japanerne som den herskende overklasse. En lille gruppe koreanske terrorister – Hureisenjin – kæmper for deres lands frihed, men jages af det japanske bureaukrati og det magtfulde Japanese Bureau of Investigation. JBI's koreanske agent Sakamoto (Jang Dong-Gun, der i næsten uhyggelig grad ligner en ung Chow Yun-Fat) og hans japanske partner Saiko (en særdeles velspillende Toru Nakamura, der er den eneste japaner i filmen, det er muligt at identificere sig med) rodes ind i et besynderligt gidseldrama, hvor gidseltagerne tilsyneladende har været ude efter en særlig kunstgenstand, Lunar Soul, der transporteres fra Korea til Japan af det magtfulde selskab The Inoue Foundation. JBI får nedkæmpet terroristerne, men da Sakamoto og Saiko roder videre i sagen, viser det sig, at Inoue-selskabet er i besiddelse af en række arkæologiske artefakter, heriblandt Lunar Soul, der har gjort dem i stand til at rejse tilbage i tiden og forhindre det snigmord, der i 1909 skulle betyde en total okkupation i Korea af japanske styrker, hvilket senere ville have ført til Japans deltagelse i Den anden verdenskrig… på tabernes side. Med denne viden om en anden mulig virkelighed står Sakamoto pludselig over for det svære valg. Skal han være loyal over for sin partner og det system, han er en del af, eller skal han tage terroristernes og sit folks parti? Det interessante er naturligvis, at lige så indædt Sakamoto kommer til at kæmpe for koreanernes sag, lige så indædt kæmper Saiko for at Japan ikke skal udsættes for nederlagets uundgåelige følger, kulturelt chok over ydmygelsen og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Spillefilmsdebutanten Si-myung Lees storslåede 2009 Lost Memories forsøger ganske sympatisk at trække tidsrejsetemaet og sci-fi-genren i en ny retning, men fejler miserabelt på grund af uinspireret actionkoreografi, jævn stilforvirring og – allerværst – et japanerfobisk plot af værste ”kommunisterne-kommer”-skuffe. Her er det så bare japanerne, ”der kommer”, eller rettere ændrer historiens gang, så Korea nu lever under et fascistoidt japansk styre. For som den politiske thrillers klicheer forlanger, er besættelsesmagten rigtig ond, ja, faktisk så ond at de får russerne fra Blodrødt daggry (Red Dawn, 1984) til at ligne rene spejderdrenge.

Havde den så kun været patriotisk, havde det været til at leve med, men for at gøre ondt værre er 2009 Lost Memories noget af det mest identitetsløse og uselvstændige, der længe er kørt gennem min DVD-afspiller. I mine øjne har koreanerne længe kæmpet med, at deres filmproduktion endnu ikke har fundet sin egen stil og dermed det særlige fingeraftryk, vi finder i gode film fra fx Hongkong, Kina og Japan. Især hos actionfilmene ser det grelt ud, mens Sydkorea generel har lidt lettere ved at producere gangbare gysere. Som actionfilm er 2009 Lost Memories imidlertid ikke undtagelsen fra reglen. Selvom den da ganske vist har øjeblikke, hvor den fungerer, virker det generelt som om, filmskaberne har været utrolig usikre med hensyn til deres materiale og derfor vælger at producere en film, der føles som alle andre, men ikke har noget som helst selvstændigt at byde på.

Med i mikset har vi atmosfæren fra den obligatoriske og helt igennem anonyme, amerikanske sommer-blockbuster (gerne instrueret af Tony Scott eller Michael Bay… i hvert fald produceret af Bruckheimer), barsk actionkoreografi, der er udført som om de til lejligheden har importeret en John Woo-klon – der laver film uden nerve (ups!… ligesom den rigtige Woo gør i dag) – til Korea, og sci-fi-elementer, der synes at høre lige så meget hjemme i filmen, som hvis samtlige hovedpersoner pludselig var iført lyserøde sparkedragter og sang opera. Med inspiration i det japanske forsøger 2009 Lost Memories usikkert at jonglere en sammenbidthed, som hverken det tynde plot eller de grinagtigt karikerede hovedpersoner kan bære. Denne umage blanding af hightech-action og thriller-klicheer presses ned i et tyndbenet politisk plot, som til tider er så kvalmende ultra-patriotisk, at man som seer skammer sig på koreanernes vegne. Tilføj en tænderskærende spilletid på over to timer, og vi har en solid stinker, der ikke kun garanterer, at enhver 90'er-action-kliché bliver afprøvet, men også at seeren er faldet i søvn mindst tre gange under kigningen. Zzzzzz… Kombineres videoaftenen med den Nordkorea-fjendske Shiri (1999), hvori en specialenhed af psykopater highjacker et særdeles potent sprængstof og derved rykker magtbalancen (selv den mest tungnemme kan se, at der er tale om en svulstig atomvåbenkapløbs-allegori), vil enhver ikke-koreansk seer givetvis gå i en ugelang koma!

Både 2009 Lost Memories og den beslægtede Shiri tjente masser af penge i hjemlandet ved at spille på befolkningens frygt for nabolandene. Skal man have folk i biografen, er det åbenbart en god taktik, men skal den kunne sælges uden for landets grænser, skal der i mine øjne mere æstetisk pondus og tematisk dybde til, og det har hverken Shiri eller 2009 Lost Memories. Heldigvis for Hollywood er filmene anonyme nok til at kunne genindspilles, når amerikanerne bliver trætte af at kopiere deres egne film. Personligt sulter jeg ikke efter at se det uundgåelige amerikaner-remake, der lige så sikkert som Amen i kirken vil være produceret af Jerry Bruckheimer. Nogle bud på, hvem, der skal instruere?


Anmeldt version: 2009 Lost Memories. Dist.: Universal. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 136 min.
KARAKTERBOKSEN
Kasper Heftholm Kristensen
Mikkel Svendstrup
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven