Udvidet søgning
NEW NIGHTMARE
USA, 1994
Instruktion: Wes Craven
DK-titel: New Nightmare
AKA: Wes Craven's New Nightmare / A Nightmare On Elm Street Part 7

Produktion: New Line Cinema
REVIEW af Caspar Vang [01/02/02]

Horror-auteur og tidligere genremogul Wes Craven 'fornyede', som de fleste, der bare interesserer sig marginalt for horror, ved, i slutningen af 90erne genren med den umådeligt succesrige Scream (1996). Uden at være en på nogen måde fantastisk film, slog Screams intertekstualitet og reflekterende selvtilfredshed an hos det bredere publikum, og satte dagsordnen for den distanceren, der fremover skulle karakterisere de fleste af genrens film. John McTiernans 80millioner dollars boxoffice-flop Last Action Hero (1993) (der faktisk er ganske seværdig - omend 20 min. for lang) forsøgte sig med samme kryptiske indforståede leg med de metafilmiske lag inden for actiongenren, men publikum blev væk fra billetlugerne - de var næppe parate til den ironi og reflekteren som filmen besad. Craven havde året efter heller ikke meget mere held med sin genoplivning af New Lines succesrige, men irriterende repetitive Elm Street-serie. Wes Craven's New Nightmare, som filmen hed, havde ikke Screams selvtilfredse indforståethed, men legede i højere grad med niveauerne og grænserne mellem virkeligheden og filmens univers - og lod virkelighedens skuespillere smelte sammen med deres roller. Ikke noget nyt under solen her, men sjældent set så konsekvent i genrefilmssammenhæng. Filmen lagde, gennem sin leg med mediets rammer, grundstenene for hvad der to - tre år senere, skulle blive en af genrens største succeser, hvorfor den ikke er helt uden interesse for gyserfans, der med spænding har fulgt genrens udvikling.

Den første film i Morderisk mareridt-serien, A Nightmare on Elmstreet (1984), fasttømrede en slags gummivirkelighedsunivers, der blev trendsættende for slutfirsernes gyserproduktioner. Wes Craven's New Nightmare tager dette koncept, og udvider grænserne til forholdet mellem filmens virkelighed og filmskaberens ditto. Vi befinder os ved handlingens start - 10 år efter den første film - i et filmstudie hvor de seneste effekter (filmens monster, Freddy, hugger bl.a. sin hånd af for at påsætte en mekanisk) på den nye Elm Street-film bliver efterprøvet. Craven, filmens instruktør, roser sine effektfolk for den glimrende indsats med de levende og overbevisende effekter. Den første films stjerne Heather Langencamp, der spillede den forfulgte teenager Nancy i Morderisk mareridt (1984), har sin søn Dylan (Miko Hughes) på besøg i filmstudiet, hvor faderen Chase Porter (David Newsom) arbejder som effektmand. Freddys handske bliver pludselig levende og angriber effektfolkene - hvorefter skuespilleren Heather Langencamp (spillet af Heather Langencamp), fra sit mareridt vågner op til et jordskælv. Det var blot en drøm - selvom jordskælvet indikerer at virkeligheden er ved at krakelere. Chase har dog skåret sig præcis der hvor handsken skar ham i mareridtet, hvilket bekymrer Nancy Heather. Hun har imidlertid ikke tid til at dvæle ved sine forudanelser, mareridt og den hengivne fan, der sender breve og telefonerer obskøne opkald. Hun har i et interview i forbindelse med Elm Street-serien og senere en samtale med New Line Cinema produceren Bob (Robert Shaye selv), der fortæller af serien ikke er død, fansne vil ha' mere - "I'll guess evil never dies" - og Craven arbejder allerede på manuskriptet til den sidste film i serien. Heather er mistroisk over denne udvikling og da hendes søn, som en anden Linda Blair, begynder at sige mærkelig rim og generelt opfører sig som besat, fornemmer hun at der virkelig er noget galt bag Beverly Hills' sukkerfacade. Chase, der arbejder på den seneste prototype af Freddy-handsken, omkommer da han falder i søvn bag rattet på sin bil - eller er det i virkeligheden Freddy, som bevæger sig ud af fiktionen og ind i skuespillernes verden, der står bag dødsfaldet? Naturligvis. Den skrækslagne skuespillerinde, kontakter sine venner og kolleger, Robert Englund (der selv er blevet småskør af at spille Freddy-rollen) og John Saxon, der spillede Nancys fornuftige fader i første del, men begge forsikrer hende om at der ikke er noget galt. Craven fortæller hende, at han stadig arbejder på manuskriptet til filmen, men at grundideen er, at Freddy er en form for dæmonisk skabning der holdes fanget i fiktioner, men som slipper fri når de udvandes eller folk bliver vandt til dem og de mister deres uhygge. Og som alle ved, er luften ved at løbe ud af serien. Hun mistænker dog Craven for slet spil, da hun får et hurtigt glimt af manuskriptet, som hun kan se indeholder den dialog som hun just selv har leveret (!). Er stakkels Heather monstro allerede fanget i fiktionen og lagt virkeligheden bag sig, hvilket små scenografiske detaljer undervejs har antydet? Efter flere mystiske anfald indlægges Dylan til undersøgelse for epilepsi, kaster slim op på sin mor (igen Linda Blair-style) og ér tydeligvis målet for Freddys vrede. Da Dylan falder i monsterets klør efter at have fået sovemedicin på hospitalet - dæmonens magt er nemlig størst i drømmeverdenen - tager Heather sovepiller, som hun følger som brødkrummerne i bedste Hans og Grethe stil, hvilket leder hende lukt ind i helvede og til den endelige konfrontation med dæmonen, der skal til at gumle sig gennem Dylan. Flot effekt i øvrigt der bærer tankerne hen mod Goyas skræmmende maleri af guden Kronos, der æder et af sine børn. Filmens ikonografi er altså tydeligvis forankret i eventyret og myterne, men tør desværre ikke helt slippe sit tåbelige pophorror-ikon Freddy Krueger.

Som det måske fremgår af overstående synopsis, er Wes Craven's New Nightmare en rodet sag, der er temmelig uklar om hvad den præcis vil fortælle. At film skal være belærende, eller konkret fortælle noget, er naturligvis ikke en nødvendighed - og især ikke når vi befinder os inden for den fantastiske genre, men fungerer filmen så i stedet som ren gyserfilm? Problemet her er, at sammensmeltningen mellem filmens fiktive og ekstrafiktive univers er rigtig godt udført, og især scenen hvor John Saxon gentager dialog fra første film og langsomt forvandler sig til sin gamle rolle "strømerfar", er flot eksekveret og minder os om hvor god en horror-instruktør Craven er, når han ikke forfalder til popgys-klichéer og one liners. Derimod trækkes filmen med en indbygget dødvægt: karikaturen Freddy, der efterhånden er malket for alt hvad der hedder uhygge og derfor blot bliver endnu én karikeret og rituel bøhmand ud af de mange, der hjemsøger genren: Michael Myers, Jason, Pinhead etc. Freddys idiotiske optræden og evindelige dumsmarte bemærkninger bremser igen og igen ethvert momentum og det relativt høje tempo som filmen besidder. Havde Craven derimod valgt at glemme Freddy-karakteren, samt den eksplicitte konfrontation, der heller ikke tør lade one linerne ligge, og i stedet fuldt ud koncentreret sig om Heathers karakter og hendes psykiske sammenbrud, kunne filmen måske være gået hen og blevet en lille nyklassiker, der med afsæt i det fysiske teen-gys skiftede fokus til det psykologisk modne voksengys. Dette eksemplificeres bedst ved at filmens mest uhyggelige øjeblikke overhovedet ikke involverer Freddy, som f.eks. da Dylan, til moderens og publikums skræk, løber over en motorvej, med fare for liv og lemmer.

Men, tak Heather, Craven og Co. Freddy er nu tilbage hvor han hører til: som en kæmpe inden for horror-ikonografien og ikke længere en latterlig tegneseriekarikatur, der udspyer one liners i takt med det hvert 10-15ende minut stigende bodycount. Om man giver instruktøren ret i denne, hans endelige anskuelse, bør man naturligvis gøre op med sig selv ved selvsyn og ikke betragte denne anmelders ord som lov. For helt uden sine opløftende momenter, sine klichéer og idiotiske slutning til trods, er Wes Craven's New Nightmare bestemt ikke.




Dansk videoudgivelse af syvende kapitel i Elm Street-sagaen.
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven