"(..) you see doctor, there are as many species of vampires as there are beasts of prey. Their methods and motifs for attack can vary in a hundred different ways. And the means of their destruction." Fra allerførste indstilling bliver det klart at vi her har at gøre med en anderledes og uortodoks vampyrfilm. En ung pige bliver ved fuld dagslys overfaldet i skoven af en uset, kutteklædt skikkelse og ældes et halvt hundrede år på får sekunder, hvilket ikke overraskende bliver hendes død.

Ukonventionel eller ej, markerer denne herlige horrorfilm, der behændigt blander sværdfægtning, vampyrjagt og western klichéer, en af Hammer-filmselskabets mest utraditionelle film i deres søgen efter et nyt publikum eller i et forsøg på at genvinde det publikum som havde forladt deres film siden den amerikanske og sydeuropæiske 'horrorbølge' i starten af 70erne. Og det er der faktisk kommet en overraskende god action-horror-komedie ud af, som også beviser at selskabet sagtens kunne lave vellykkede film, uden deres sædvanlige overdådige scenografi og kameraarbejde, og uden at have horror giganter som Christopher Lee og Peter Cushing øverst på rollelisten.

Handlingen udspilles i den lille by Durward et sted i England. Da byen er plaget af en række uforklarlige dødsfald, af lynhurtigt indtrædende alderdom, der som regel rammer unge piger som begiver sig ud i de omkring liggende skove, tilkalder den lokale læge Dr. Marcus (John Carson) sin tidligere soldater kammerat fra den kejserlige hær Captain Kronos (Horst Janson), der har følgeskab af vampyr-eksperten Prof. Hieronymos Grost (John Cater) og den unge kvinde Carla (Caroline Munro) som var lagt i gabestok for at have danset på en søndag. En mindre forbrydelse, taget i betragtning hvad der ellers foregår på egnen. Med et utal af metoder giver firkløveret sig til at undersøge sagen, og finder snart tydelige spor på at vampyrer er på spil. Her udvikler filmen sin helt egen vampyrmytologi, hvor hver enkelt vampyr nærmest er unik og har sin helt egen modus operandi. F.eks har vampyrerne i filmen nærmest kontrol over tiden, kan angribe inde i kirker, bliver hypnotiseret af deres eget spejlbillede og suger i dette tilfælde ungdom, ikke blod, ud af ofrene. Den lokale adel er oplagte mistænkte. Den oldgamle Lady Durward (Wanda Ventham), hader Marcus som pesten efter at hendes mand, fægte-eksperten Hagen Durward, døde under hans behandling for syv år siden, og der er også kølig distance mellem Marcus og hendes søn Paul (Shane Briant) og den yndige datter Sara (Lois Daine) som syntes at blive yngre dag for dag. Efter at have aflagt Paul og søsteren et visit, falder Marcus offer for vampyrerne og da det går op for Kronos og Grost at Marcus er vampyr, forsøger de i filmens bedste, og mest sort humoristiske scene at gøre en ende på hans lidelser. Først får han, uden virkning, banket en pæl gennem hjertet hvor efter de hænger den stakkels mand. Da de forsøger at brænde ham spiddes han ved et uheld på det stålkors han bærer om halsen, hvilket giver dem et vigtigt praj om hvorledes de skal tage sig af mester-vampyren. Grost smeder nu, af et kors, en hellig klinge som kombineret med Kronos fægte-evner må kunne tage kampen op med uhyrerne. Først må de dog benytte Carla til at lokke den usete vampyr frem.

Filmen lægger med sin mørke humor og serielle tematik op til skæg og ballade, hvilket vi også får i rigelige mængder af, dog ikke uden et kynisk og mørkt islæt. De mere traditionelle vampyrangreb og stemningssættende horror scener, er fint afbalancerede med actionsekvenser, fægtedueller, mord mysterium plot, grand guignol horror, western-inspirerede barscener (med Ian Hendry som intimiderende skurk), og særlig to dynamiske scener hvor Kronos beviser sin overlegenhed ud i fægte kunsten ved at afvæbne en angribende hob og snitte struberne over på en gruppe lejesvende inden de får trukket deres klinger, begejstrer gennem dynamisk eksekvering. Hammer var med starten af 70erne også blevet en smule modige mht. de mere seksuelt eksplicitte scener (de ved nok hvad publikum vil ha') og vi slipper da heller ikke for full frontal nudity, udført af Caroline Munro, om end scenen unægtelig er en smule mørk. Tempoet og klipningen i filmen er generelt højt, der lægges vægt på tegneserie stil og tungen solidt placeret i kinden og der er masser af subplots til at vedligeholde interessen og uddybe filmens karakterer. Robert Jones' og Roy Skeggs' production design er velfungerende og en smule tv-agtigt (hvilket faktisk klæder filmens fint) og de vindblæste vidder, som Kronos må krydse for at bekæmpe ondskaben er en fin kontrast til den klaustrofobiske borg og skove med de blad og livløse træer.

Skuespillet er ren dead-pan og trækker med sine farverige, klichéfyldte (med et twist) karakterer filmens tempo en anelse op. Janson er god som den kappeklædte, cerut-rygende, blonde helt og Cater helt fin som den pukkelryggede 'professor' side-kick der måske har fysiske skavanker, men nok er den mest 'normale' i gruppen af vampyrjægere. John Carson leverer konstant et herlig glimt i øjet og med dialog som "You've got guts Kronos, I have seen them" ved seeren at filmens tåbeligheder aldrig skal tages helt alvorligt, om end de aldrig leveres som udgangspunkt til lår-klaskende humor.

Instruktøren Brian Clemens, som tidligere, og senere, producerede og skrev kriminalfilm og komedier primært til tv (fx The Avengers, De uheldige helte (The Persuaders) og De professionelle (CI5: The Professionals), har fint styr på filmens smalle budget og forstår at udnytte sine begrænsede midler optimalt. Han producerede og skrev også manuskript til Hammer-produktionen Dr. Jeckyll and Sister Hyde (71) og skrev Mark of the Devil afsnittet i tv-serien Hammer House of Mystery and Suspense (84), men som instruktør er Captain Kronos, så vidt jeg ved hans eneste film.

Der var oprindeligt lagt i ovnen til en (måske flere) sequel, men da filmen blev hold tilbage for distribution i mere end to år og var et flop ved dens udgivelse i 1974, så disse naturligvis aldrig dagens lys. Idéen blev dog senere snuppet til ungdomsgyseren (og succesrige tv-serie) Buffy: Vampyrernes skræk (Buffy: The Vampire Slayer) (92). Et skammeligt spild.

Alt i alt, må Captain Kronos: Vampire Hunter betragtes som en ovenud vellykket overraskelse, ikke mindst fordi den viser at man, med held, kan afvige fra og variere de mere traditionsbundne og formulariske horror-temaer, med elementer fra utraditionelle genrer. Filmen er ude på dansk video, desværre beskåret til fullscreen. Heldigvis er filmen udsendt på både reg.1 og reg.2-DVD fra Paramount. Begge udgivelser er uklippede og i originalratio 1,85:1. Den væsentligste forskel er ekstramaterialet hvor den amerikanske DVD indeholder audiokommentar med Caroline Munro og Brian Clemens. Den engelske indeholder en trailer til filmen og en 24siders booklet.