GEORGE A. ROMERO
Mini bio- filmografi af Caspar Vang
Artiklen indeholder afslørrende information om nogle af filmene

"In fact, one prom I conned my folks into thinking I was going to the dance, and I went to 42nd Street, which had wild hot dogs, and sat through The Man Who Never Was twice."
Romero i interview med filmkritiker Tom Allen.

Leder man blandt den moderne gyserfilms nok mest indflydelsesrige instruktører og personligheder, finder man uundgåeligt frem den garvede amerikanske instruktør George Romero, og hvis man kigger

George A. Romero med slænget, under optagelserne til Day of the Dead (1985).

hans karriere efter i sømmene, vil man opdage at han nok er den horror-instruktør der mest fortjener titlen auteur, i den forstand at han altid efterlader et umiskendeligt Romero fingeraftryk og formår at gøre andres historier sine egne.
Romero blev født i 1940 i Bronx, New York City, USA. Faderen arbejdede som leverandør af reklamemateriale til teatre, så det var kun naturligt at George fortsatte inden for branchen. Hans barndom var præget af gyser tegneserier, drive-inn biografer, som viste sci-fi og gyser b-produktioner, og hans først eksperimenter ud i filmgenren er da også kraftigt inspirerede af disse. Kraftigt inciteret af disse usædvanlige lavkulturelle produkter begyndte Romero at lave 8 mm. og 16 mm. kortfilm (med så besynderlige titler som: The Man from the Meteor (54), Gorilla (55), Earthbottom (56), Curly og Slant (58), Expostulations (ukomplet feature) (62). Earthbottom var en oplysningsfilm om geologi produceret som et videnskabsprojekt og The man from the Meteor fik Romero arresteret for at smidde en brændende dukke ned fra et tag, da han ikke var mere end 14 år.
Efter at have arbejdet i en sommerferie som grip på Alfred hitchcocks North by Northwest, blev Romero optaget på Carnegie-Mellon Institute i Pittsburgh, byen der senere skulle blive udgangspunktet for stort set alle hans produktioner. På universitetet studerede han "Art & Drama" og lavede film sammen med sin ven Rudolph J. Ricci. Curly og Slant er fra denne periode og fra 1960 til 1962 filmede Ricci og Romero på 16 mm. projektet Expostulations. Under de fem år som Romero gik på Carnegi- Mellon (hvor han fik en BA), brugte han tid på universitetets radio og endnu mere på teateret hos Pittsburgh YMCA, hvor han sommeren over virkede som scene-dekoratør, instruktør og skuespiller.
I 1962 åbnede Romero et kontor i det sydlige Pittsburgh under navnet Latent image. I starten tog de konfirmationsbilleder og lign. men fik snart deres første rigtige job med en tv-reklame for det lokale planetarium. Over en periode på seks år arbejdede Romero primært med reklamer, som han lavede for alt, lige fra øl til politikere (bla. Richard Nixon) og den mest besynderlige er en 90,000 $ reklame for Calgon, hvor en ubåd bliver formindsket (Fantastic Voyage) og sendt ind i vasketøjet for at ødelægge smudset (Bemærk hvor tæt på reklamens produktionsomkostninger er, de endelige produktions omkostninger på hans første film Night of the Living Dead). Mens han forsat lavede reklamer overtalte Romero ti af sine venner til at investere 600 dollars hver, i et nyt selskab som han kalde Image ten. Image Ten skulle blive grundlaget for hans første spillefilm.

Understærk indflydelse af Richard Mathesons roman I Am Legend (54), sleaze og gore mesteren Herschell Gordon Lewis' film og Herk Harveys uhyggelige eksperimantal-gyser The Carnival of Souls, skrev Romero nu manuskriptet til en af de vigtigste gyserfilm nogensinde, en film som skulle blive målestok for gysergenren flere årtier frem; Night of the Living Dead. Filmen satte nye standarter for grusomhed og dystotopi på film, men vigtigst af alt, så virkede den som en nærmest satirisk kritik af den amerikanske forbrugskultur som havde eskaleret gennem 50erne og 60erne. Og modsat de hundredevis af gyser produktioner som blev spyttet på markedet, var trusselen i denne film, lige så meget at finde midt i kernefamilien, som i det udenfra kommende monster.
Produktionen var low-budget (114,000 $) med en skuespillerstab bestående primært af folk og ansatte fra Latent Image. Optagelserne startede med kun halvdelen af manuskriptet færdigt og Romero betroede en af hans investorer John A. Russo, med opgaven at skrive det færdigt. Resultatet er historie. Den færdige film virker nærmest som en sort/ hvid dokumentar optagelse af et mareridt og Romeros "no-nonsense" manuskript, sarkastiske (EC Comics) dialog, håndholdte kamera og insisterende sortsyn, giver baghjul til næsten hver eneste af de gyserfilm som var produceret op til den tid, og endda de fleste gyserfilm produceret i dag. Flere af Night of the Living Deads sekvenser er direkte inspireret af Hitchcocks klipning, point-of-view shots og suspense-manuskript teknik. En hurtig montage af udstoppede dyrehoveder da Barbara kommer ind i det landligt beliggende hus, hvor resten af historien foregår, er affødt af scenen mellem Anthony Perkins og Janet Leigh i Psycho og de tiltagende closeups af et råddent lig, sammensat af subjektivttimede jumpcuts er taget direkte fra The Birds, hvor man kan se hele situationen som en parallel.
Night of the Living Dead er måske ikke Romeros bedste film, men bestemt hans vigtigste. For hvis nogen film og instruktør skal takkes for inspirationen for det independentcinema som er produceret de sidste 30 år er det nok Night of the Living Dead og Romero. Men naturligvis var denne milepæl blot starten på hans imponerende bidrag til den amerikanske filmkultur og historie.

Romeros næste nævneværdige genre-film var The Crazies fra 1973. Med et betydeligt større budget end Night of the Living Dead, portræterer Romero med vanlig kynisme, et kemisk udslip i en lille by i Pennsylvania. Filmens tone er mørk og ondskabsfuld og beskrives nok bedst som en ondskabsfuld intelligent Outbreak. Igen, ligesom i Night of the Living Dead, resulterer panik og klaustrofobi i mistillid til samfundets organiserede, kontrollerende kræfter (i dette tilfælde militæret) og i social tomult, som endeligt resulterer i hovedpersonernes grumme skæbne.

I hans næste film Martin udnytter Romero optimalt publikums forventninger til en gyserfilm. Filmen er en vampyrfilm, men med en moderne, overraskende tragisk drejning og er, objektivt set, nok Romeros absolut bedste og mest skræmmende film.
Den titulære hovedperson overfalder unge kvinder og drikker deres blod, men det er uklart om hvorvidt hans aktiviteter skyldes en neurose eller overnaturlig tørst. Martin håner sin ældre fætter Tata Cuda (Lincoln Maazel i en formidabel rolle) fordi denne tror på den overtro som omgiver vampyren. Tidligt i filmen håner Martin fætteren ved at kærtegne et krucifiks og spise hvidløg. Om hans hån refererer til Martins egen vampyrisme eller Cudas blinde tro på mytologi og religion er dog tvetydigt. Filmen præsenterer både Martins subjektive romantiserede opfattelse af vampyrens forførelser (i sort/ hvid) og den grumme objektive virkelighed om mord i forstæderne (i farve), hvor ofrene skriger, kæmper for deres liv og hvor forholdet mellem vampyr og offer bestemt ikke er af en traditionel gensidig seksuel-natur. Martins

Den tragiske vampyr Martin, lever i en romantiseret drømmeverden, men i virkeligheden jager han kvinder med sprøjte, kanyle og bedøvelse.

forhold til en depressiv husmor resulterer i hendes selvmord og dette opfattes straks af Cuda som Martins værk, hvorefter han i en eksplicit nådesløs scene, hamrer en træpæl gennem vampyrens hjerte for at give ham evig hvile.
Denne film markerer det første samarbejde mellem effects-maestroen Tom Savini og Romero. Foruden at spille en rolle i filmen leverer Savini naturligvis de forrygende realistiske (men ikke eksploitative) effekter. Aldrig har blodige effekter været mere berettiget end i Martin.

Romeros næste mesterværk, den berygtede Dawn of the Dead, er en stærkt makaber social satire. Sammen med Day of the Dead udgør Dawn of the Dead de mest splattede film i Romeros karriere. Her er humoren endnu mere tydelig end i Night of the Living Dead, men ellers er filmen en direkte fortsættelse af klassikeren. I Dawn of the Dead gør Romero usædvanligt meget ud af fokuseren på karaktererne og gør dem levende på en helt, for Romero, ny måde. Fra Dawn of the Deads stærke firkløver til Timothy Huttons tour-de-force dobbelt-rolle i The Dark Half, er det i alle Romeros film, stærke skuespillerpræstationer og skarpt definerede (omend tvetydigt handlende) karakterer der dominerer.

Romeros kærlighed til barndommens EC Comics, og hans auteur tendenser, kom tydeligst til udtryk i den episodiske Creepshow fra 1982. Filmen er skrevet af vennen Stephen King og er en pastice over halvtredsernes skræk-tegneserier. Creepshow er et glimrende eksempel på den mørke og makabre humor der eftersigende korrumperede en hel generation af amerikanske børn i 50'erne. Det mest memorable i filmen er uden tvivl Savinis allegoriske effekt af E. G. Marshalls lig der flækker og hundrede af kakerlakker myldrer ud. Tag den Kafka. Filmen supplerer glimrende resten af Romeros arbejde ved skarpsindigt at kommentere, kritisere og parodiere over middelklassens idealer, så som ægteskab, rigdom, klasseskel og familieværdier.

Day of the Dead (85) er, rent filmteknisk, en af de mest kompetente zombiefilm nogensinde. Filmens specialeffects lader absolut intet tilbage at ønske, og er naturligvis (igen) eksekveret af effekt guruen Tom Savini. Filmen er dog så langt fra hvad Romero oprindeligt havde tænkt sig, at han generelt er utilfreds med filmen. Men at det er en solid skrækfilm kan bestemt ikke benægtes. Day of the Dead er grummere og mere klaustrofobisk end sine forgængere og er gennemsyret af en ubehagelig fornemmelse af mistro, mistillid og eksplicit dyriskhed. Volden er overraskende og til tider yderst ubehagelig. Selv om filmen tilsyneladende ender mere lykkeligt end forgængerne, så skal slutningen ikke misforstås som påklistret. Den er nøjagtig lige så tvetydig og symbolsk som den fremstår i filmen.

George A. Romero er i høj grad en instruktør hvis arbejde skal ses som en helhed, og som auteur ses hans kærlighed til filmen og hans personlige overbevisning, så vel politisk som menneskeligt,

Barbaras broder Johnny vender tilbage som levende død, for at fuldbyrde de mareridt han har givet hende som barn. They are coming to get you, Barbara!!!!

tydeligt i filmene. Selv om hans film ikke skal misforstås som diciderede "budskabs-film". De er ofte kendetegnede som kyniske og kolde, men på den anden side indeholder de lige mængder af følelser og samvittighed, oftest fokuseret på outsideren. For ingen anden amerikansk instruktør, siden Hitchcock, bruger så ofte kvinder, farvede eller handikappede (psykisk eller fysisk) som hovedpersoner i et verdens syn, som er præget af social-tomult, kulturelle og ideologiske uoverensstemmelser og mental ødelæggelse.

At George A. Romeros karriere ikke synger på sidste vers, men først lige er begyndt, kan man kun håbe på. I hvert fald drejer det sig her om en instruktør og manuskript forfatter hvis evner ikke har ville tilpasse sig under moderne let-fordøjelig fortælle-teknik, glatpoleret vulgær æstetik eller lynklippeteknik, og som absolut ikke har fundet indpas i Hollywoods pengekværn. For når dagens testosteron-pumpede Hollywood hits forlængst er glemt, så står Romeros provokerende, gotisk underholdende og tankevækkende filmproduktion stadig som et fremtrædene kapitel i filmhistorien og ikke kun et kuriosum på Museum of Modern Art.

Udvalgt filmografi:
De levende døde (Night of the Living Dead), 1968. Instruktion, kamera, manuskript, cameo og klip.
Season of the Witch/ Jack's Wife, 1972. Instruktion, kamera, klip og manuskript.
Crazies, the/ Code Name: Trixie, 1973. Instruktion, klip og manuskript.
Martin, 1978. Instruktion, klip, skuespil og manuskript.
Rædslernes morgen (Dawn of the Dead), 1979. Instruktion, manuskript, cameo og klip.
Knightriders, 1981. Instruktion, manuskript og klippeassistent.
Creepshow, 1982. Instruktion og klippeassistent (afsnit: Tide).
Tales from the Darkside (tv-serie), 1984. Instruktion.
Day of the Dead, 1985. Instruktion, cameo og manuskript.
Creepshow 2, 1987. Manuskript.
Eksperiment i terror (Monkey Shines), 1988. Instruktion og manuskript.
Chok på chok (Two Evil Eyes; episode: Facts in the Case of M. Valdemar, the), 1990. Instruktion og manuskript.
Tales from the Darkside: The Movie (episode: Cat from Hell, the), 1990. Manuskript.
Night of the Living Dead (re-make), 1990. Manuskript og producent.
Ondskabens øjne (Silence of the Lambs, the), 1991. Cameo.
Mørkets halvdel (Dark Half, the), 1993. Instruktion, manuskript og producent.
Resident Evil (under produktion).

Mere om Romero og hans film er at finde i dokumentarfilmen Document of the Dead, og et hav af bøger, hvoraf kan anbefales; Midnight Movies af J. Hoberman & Jonathan Rosenbaum (83), Dark Visions af Stanley Wiater (92), Kultfilm og filmkultur af Anne Jerslev (93) og The Fearmakers af John McCarty (94). Desuden findes svar på en masse spørgsmål og tons af info på instruktørens egen hjemmeside: www.georgearomero.com.