Udvidet søgning
LETLÆSELIG OG UP-TO-DATE
Dario Argento

Forfatter: James Gracey
224 p. S/H m. farveomslag og farveillustrationer, Paperback. Vejl. pris. 12,99 engelske pund,-
(2010 – Kamera Books - 1st edition) - ISBN: 978-1-84243-318-8
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen (marts 2010)

Den italienske filminstruktør Dario Argentos popularitet er betydelig – i hjemlandet især, men også internationalt, i al fald i horror-kredse, vil de fleste nikke genkendende til navnet og kunne referere til kanoniserede klassikere som Suspiria (1977) og Profondo rosso (1975). Alligevel er litteraturen om Argento overskuelig. Maitland McDonagh udgav i 90'erne sin Broken Mirrors/Broken Minds: The Dark Dreams of Dario Argento, en omskrevet afhandling, der indeholdt udførlige værkanalyser og betragtninger om Argentos særegne æstetik. McDonaghs værk er på alle måder anbefalelsesværdigt – akademisk, men ikke svært læseligt – og er sådant set kun kritiserbart i den forstand, at værkgennemgangen slutter med Argento-Romero-kollaborationen Due occhi diabolici (1990), der udgør en slags overgangsværk i Argentos produktion. Derudover findes bl.a. essay-samlingen Art of Darkness: The Cinema of Dario Argento fra FAB Press, som imidlertid ikke sådan lige er til at få fingre i, medmindre man har spenderbukserne på.

Det er derfor glædeligt, at James Gracey – bidragsyder til bl.a. Film Ireland og Eye for Film – nu supplerer Argento-bogmarkedet med en ny indføring, der udmærker sig ved at være letlæselig og up-to-date, og som med sin indkøbspris af £12.99 formentlig heller ikke vælter ens budget. Bogen er på 224 sider og bærer kort og godt titlen Dario Argento – med det ikoniske ansigts-closeup fra Tenebrae (1982) som cover-billede. (Da bogen ikke har noget med hverken smoothies, svenske krimiforfattere eller indre energier at gøre, må man desværre nok vente længe på en eventuel dansk oversættelse.) Udover en kort introduktion og appendikser om Argento-skrevne og –producerede film tager bogen form af en film-for-film-gennemgang, der introducerer læseren til instruktørens output lige fra debuten L'uccello dalle piume di cristallo (1970) og til det seneste epos, Giallo, der endnu ikke er blevet præsenteret for offentligheden (og hvis kapitel jeg derfor tillod mig at gemme til senere gennemlæsning… godt nok er jeg ikke specielt ”spoiler”-forskrækket, men alligevel).

Gracey benytter en fast skabelon i sin gennemgang af de enkelte film, der beskrives ud fra overskrifterne ”Synopsis”, ”Background”, ”Comments”, ”Style/Technical”, ”Themes”, ”Music”, ”Trivia” og ”Verdict”. Overgangene er imidlertid flydende – ofte indeholder eksempelvis ”Comments” også bemærkninger om tematiske forhold. Sådanne opdelinger kendes også fra internet-film-sites og gør ofte anmeldelser mere kedelige og statiske at læse, end de behøver at være – men i Graceys bog er de med til at skabe overblik over tilbagevendende temaer og symboler i Argentos karriere. Et eksempel er brugen af gardiner (drapes), som Gracey pinpointer i værk på værk, eksempelvis i Profondo rosso: ”Drapes signifying our entry into another world again feature heavily in Deep Red; we are ushered into a theatre where a lecture on parapsychology is taking place through heavy red velvet curtains” (s. 65). Det kan næsten blive for meget, så man af og til føler, at Gracey ser paralleller alle vegne og er lidt for ivrig efter at skabe sammenhænge. I omtalen af Michele Soavis La setta (1991), som Argento producerede, hedder det fx, at ”in the scene where Miriam is administering eye drops in an uncomfortable close-up” ledes tankerne naturligt i retning af ”darker deeds done to eyes in Argento's film” (s. 202). Det er selvfølgelig ikke forkert, men på den anden side har Argento vel ikke ligefrem patent på øjennærbilleder.

Den læsevenlige opdeling og kommentarer som ovenstående gør imidlertid bogen velegnet som en almen introduktion til Argento, der giver mange glimrende hints om, hvad man bør lægge mærke til, når man overværer hans film. Et minus i så henseende er dog de mange spoilers – så er man ikke i forvejen bekendt med filmene, bør man nok overveje et gennemsyn først.

Med 19 spillefilm og 4 tv-film (instrueret til serierne La porta sul buio (1973) og Masters of Horror (2005-6)) som emne og kun lidt over 200 sider til rådighed er det uundgåeligt, at de enkelte gennemgange i et vist omfang må anlægge et fugleperspektiv på materialet, og man skal derfor heller ikke forvente analyser på samme detaljeniveau som i McDonaghs bog. Gracey forholder sig selektivt til udvalgte træk ved de enkelte film, som regel med henblik på at fremhæve generelle karakteristika ved Argentos filmtilgang. Men udvælgelserne er fornuftige, og der er interessante observationer at finde også for mere øvede Argento-kendere – eksempelvis vedrørende kunsthistorisk indflydelse i Argentos film, produktionsomstændigheder og tematiske gengangere. Flere kommentarer viser i øvrigt Argento som en instruktør, der bestemt ikke er uden marketings-relateret sensibilitet.

Det er velkendt, at mange Argento-fans opererer med en ”før-nu”-model, typisk med Trauma (1993) eller Due occhi diabolici som overgangsværket, og Gracey kommer da også ind på de æstetiske forskelligheder ved de ældre og nyere film. Men samtidig påpeger han nøgternt sammenhængene imellem dem og demonstrerer, at der ikke er noget afgørende skel i tematisk henseende. Graceys åbenhed – kombineret med det forhold, at han inddrager filmene post-90'erne – er faktisk en af de største styrker ved bogen. Han anerkender Argentos behov for at udvikle sig og afprøve nye grænser og tager mange af de værker, som fans har udskældt, op til revurdering. Det gælder Trauma, der beskrives som ”a thoroughly entertaining and solid entry in [Argento's] canon of work” (s. 123), og La terza madre (2007) – en “engrossing and verging-on-camp horror-fest” (s. 175), der ganske vist ikke helt udfylder forventningerne om endnu et mesterværk som afslutning på mødre-trilogien, men dog fortjener anerkendelse som udtryk for instruktørens mod til at gå sine egne veje.

Selv ikke åbenhed og fordomsfrihed kan dog redde floppet Il fantasma dell'opera (1998) fra at blive jordet som ”an absolute mess of a film” (s. 133) og ”thoroughly ridiculous” (s. 138) – egentlig lidt overraskende, eftersom Gracey i sin gennemgang ikke har sparet på de rosende adjektiver og bl.a. beskrevet filmens brug af lys og skygger som ”breathtaking” (s. 135). Man oplever flere gange dette, at dommen er overraskende kritisk i forhold til den forudgående værkgennemgang, men som helhed må Gracey siges at være nænsom i sin vurdering af filmene, idet Il fantasma dell'opera er den eneste, der for alvor får kniven (om end revolutionskomedien Le cinque Giornate (1973) også karakteriseres som et lavpunkt).

Graceys bemærkninger om Argentos ”levende kamera” – dvs. det forhold, at kameraet i flere Argento-film har en tendens til at vriste sig fri af det narrative forløb og gå sine egne veje – veksler, synes jeg, lidt i kvalitet. Eller måske stirrer jeg mig bare blind på nogle i mine øjne lidt uheldige formuleringer. Om tracking-shot'et henover hustaget, der åbner Il gatto a nove code (1971) – tilsyneladende uden at repræsentere nogen persons synsvinkel – skriver Gracey: ”Shots like this, that appear to exist only for the sake of looking impressive and don't really further the story, are a frequent motif in Argento's work” (s. 34). Også Profondo rosso er “a film of constant interruptions”, hvori kameraet “often acts as though it had a mind of its own” (s. 61). Forteksterne – den formelle introduktion til filmen – er ikke engang til ende, før det første fortrængte hukommelsesfragment har krævet sin ret og bemægtiget sig billedfladen som et pludseligt indbrud i bevidstheden. Det velkendte lange kran-shot fra Tenebrae, hvor kameraet begiver sig ud på en fetishistisk klatretur henover højhusets facade, er selvfølgelig det mest dristige eksempel på omtalte fænomen.

Jeg er ikke sikker på, at Gracey dybest set mener, at sådanne indslag hos Argento kun eksisterer ”for the sake of looking impressive”. I al fald er han i Profondo rosso-citatet ovenfor og andre steder snublende tæt på at formulere den mere givtige teori, at kameraets autonomi er et bevidst kunstnerisk indgreb. Argentos film – og jo ikke mindst Profondo rosso – handler om besættelser, manier og fetishering af genstande, melodistumper, bygninger. Associationer – nogle af dem undertrykte – der bryder ind i andre forløb. Når Argentos kamera af og til ikke lader sig diktere af plot, er det kort sagt, fordi hans film ikke er film, der nøgternt beskriver manier (ud fra en rationel iagttagers perspektiv), men film, hvori form og indhold delvist flyder sammen, og hvori kameraet følgelig selv er blevet besat. Heraf også den lidt ”nervøse” klippestil, der præger mange af filmene.

Jeg slugte Graceys lille bog på kort tid og er overbevist om, at den vil falde i god jord hos såvel erfarne Argento-entusiaster som horror-fans, der blot gerne vil vide, hvad hypen drejer sig om, eller som gerne vil berige deres oplevelse af instruktørens film med nye perspektiver. Bogen dækker udover spillefilmene også tv-værkerne – heriblandt Jenifer (2005) og Pelts (2006), som nye Argento-fans måske vil kende instruktøren igennem – samt film, Argento har produceret, såsom Soavi-filmene La chiesa (1989) og La setta (1991) og Sergio Stivalettis vokshusgenindspilning MDC Maschera di cera (1997), som On-Air har udsendt på DVD herhjemme.


Omslag til Kamera Books' udgivelse af James Graceys filmografi og instruktørbiografi om den italienske gyserauteur Dario Argento.
uncut.dk | 2010 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven